10 aviser, to nyhedsbureauer og tre magasiner er lukket, anklaget for at lave propaganda for PKK.

Af Deniz Serinci

I går beordrede de tyrkiske myndigheder 10 aviser, to nyhedsbureauer, og tre magasiner – hvoraf de fleste er kurdiske – lukket.

Blandt de nedlukkede medier er Tyrkiets eneste kurdiske dagblad Azadiya Welat, Dicle Nyhedsbureau (DIHA), det fleresprogede kvindenyhedsbureau JINHA, det litterære og kulturelle Tîroj magasin, samt flere lokale hjemmesider i provinserne Batman, Mardin, Sirnak og Hakkari.

Ifølge den tyrkiske regering spreder de nedlukkede medier “propaganda til fordel for en terroristorganisation”. Det er en hentydning til Kurdistans Arbejderparti (PKK), der både i Tyrkiet og EU betragtes som en terrororganisation.

Der er tale om medierne Dicle Haber Ajansı, Jin Haber Ajansı, Azadiya Welat, Yüksekova Haber, Batman Çağdaş, Cizre Postası, İdil Haber, Güney Expres, Prestij Haber, Urfanatik Gazetesi, Kızıltepe’nin Sesi, Tiroji Dergisi, Evrensel Kültür Dergisi, Özgürlük Düyası Dergisi og Özgür Gündem. Blandt disse er især Azadiya Welat, Özgür Gündem og Diha kendt for at være meget tætte på PKK, som de aldrig kritiserer.

Medieorganisationen Journalister Uden Grænser oplister Tyrkiet på en 151. plads ud af 180 lande i 2016 i forhold til pressefrihed og kalder mediecensuren i landet for “misbrug af magt.”

Derudover mener Journalister Uden Grænser, at undertrykkelsen af pressefriheden skyldes præsident Recep Tayyip Erdogans “voksende autoritære styre”.

For nyligt blev internettet også lukket ned i Tyrkiets sydøstlige, kurdiske regioner. Ifølge Turkey Blocks, som er en organisation, der overvåger internetnedlukninger i Tyrkiet, betyder den seneste nedlukning, at 6 millioner borgere ikke kan komme på nettet. Det svarer til 8% af landets samlede befolkning.

I starten af oktober lukkede de tyrkiske myndigheder 20 regeringskritiske tv- og radiostationer, der beskyldes for at lave propaganda til fordel for PKK. Heriblandt var den kurdiske børnekanal Zarok TV, der ellers ikke er politisk.

[polldaddy poll=9565861]

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer