Premierminister Binali Yildirim: “De, der støtter terrorisme, vil komme til at stå til ansvar.”
EU’s udenrigsminister, Federica Mogherini udtrykker på Twitter “ekstrem bekymring” over anholdelserne af parlamentariker fra Folkenes Demokratiske Parti (HDP).
Tyrkiet afviser kritikken fra EU og anklager HDP for at støtte Kurdistans Arbejderparti (PKK), der står på EU’s terrorliste.
Premierminister Binali Yildirim siger:
“De, der kommer til magten ved valg, men som alligevel støtter terrorisme, vil komme til at stå til ansvar i henhold til loven.”
Landets justitsminister, Bekir Bozdag siger, at “tilbageholdelserne af parlamentsmedlemmer fra HDP er i overensstemmelse med den tyrkiske lovgivning.”
HDP’s parlamentariker Çağlar Demirel kaldte i nat tyrkisk politis tilbageholdelser og anholdelser af partikammerater for et ”kup”.
“Vi vil aldrig acceptere, at man midt om natten kidnapper folkevalgte parlamentarikere og anholder dem. Vi ser det her som et kup. Statens tilgang er fascistisk,” mener Demirel.
HDP er det tredjestørste parti i Tyrkiet med 59 pladser i parlamentets 550 pladser. Partiet mener, at præsident Erdogan og hans AKP-parti forsøger at tvinge dem ud af parlamentet og få mere magt til AKP selv.
Sidstnævnte derimod siger, at HDP er den politiske gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK) – der står på EU’s terrorliste – og at dets parlamentsmedlemmer derfor bør retsforfølges. Det er en anklage, HDP afviser.
HDP anses dog af uafhængige eksperter for at være tæt på PKK. Det illustreres blandt andet af, at partiet normalt ikke fordømmer PKK og at der ved partimøder sommetider er PKK-flag.