De tyrkiske myndigheder har genbosat 5300 irakisk-turkmenske flygtninge i en lejr i en alevi-kurdisk landsby i Maraş-provinsen i det sydlige Tyrkiet.
Der er tale om 750 turkmenske familier, der nu flytter ind i Sivricehoyuk-landsbyen.
Næsten alle turkmenerne kommer fra byen Tal Afar og Mosul, der begge kontrolleres af Islamisk Stat (IS).
Maraş var byen, hvor der i december 1978 var en blodig massakre imod byens alevi-kurdere. Flere hundrede mænd, kvinder og børn blev myrdet af tyrkiske nationalistiske grupper, såsom de “Grå Ulve”.
De lokale fra Sivricehoyuk har protesteret imod bosættelsen af de irakiske turkmenere. Politikere fra oppositionspartierne Folkenes Demokratiske Parti (HDP) og det sekulære Republikansk Folkeparti (CHP) sluttede sig til demonstrationerne.
I juni 2016 genbosatte de tyrkiske myndigheder meshketiske tyrkere fra Ukraine, også kendt som Ahiska tyrkere, i det kurdiske Bitlis’ Ahlat-distrikt.
Mere end 80% af byens indbyggere er kurdere.
Det fik kritikere til at anklage den tyrkiske regering for med genbosættelsen at ville ændre byens demografiske sammensætning.