For 4,5 år siden kunne Alan, Milan og Diyar ikke et ord dansk. Nu er de tre søskende blevet studenter med flotte karakterer i Kolding.

Alan, Milan og Diyar stammer fra Kobanî i syrisk Kurdistan og kom hertil i 2015.

Alan og Milan er tvillinger på 22 år og er blevet studenter med flotte karakterer fra Kolding HF & VUC. Mens han studerede, arbejdede Alan i Jem og Fix. Nu vil han gerne læse farmaci på universitet.

Milan vil gerne supplere sin hf med matematik a og fysik b. Fremtidsdrømmen er at blive tandlæge eller farmaceut.

Deres bror Diyar er 21 år og blev student fra Munkensdam Gymnasium med et snit på 10,9. Til sidste eksamen fik han 12. Det var en skriftlig opgave i fysik a om Einsteins teori “Den specielle relativitetsteori”, som han skulle forsvare mundtligt. Diyar drømmer om at blive læge og har søgt ind på medicinstudiet i Aarhus, Odense, Aalborg og København.

Mistede far – og opholdstilladelse i Danmark

Det var ikke nemt at komme til et helt nyt land.

”Sproget var svært,” husker Diyar.

Alan blev overrasket over den hyppige brug af computere.

”Næsten alt undervisningen foregår virtuelt eller ved brug af computere.”

Derudover var det sociale liv anderledes i det kolde Norden.

”Det sociale liv i Danmark føles meget koldt og jeg savner det sociale liv, som var i mit hjemland.”

Trods det, lykkedes det de tre søskende at lære sproget og blive integreret. Men udfordringer blev der ikke færre af.

Sidste sommer midt i eksamensperioden døde Diyar, Alan og Milans far af en kræftsygdom.

De var blevet familiesammenført til Danmark, på grund af faren. Da han forsvandt, forsvandt deres opholdsgrundlag også. For nogle uger siden fik familien den nedslående melding fra Udlændingestyrelsen om, at deres ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse var blevet afvist.

De tre søskende holder dog hovedet oppe og arbejder på sagen.

”De mener, at vi har større tilknytning til Syrien. Men jeg prøver at bevise for dem, at jeg har mere tilknytning til Danmark, da jeg arbejder ved siden af min uddannelse,” siger Diyar.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer