Avan Mansurbeg Niebuhr og Ilham Ali har gennemført den 100 kilometer lange Mammut march i Nordsjælland.
”Hvor der er vilje, er der vej”, som et ordsprog lyder.
De to kvinder Avan Mansurbeg Niebuhr og Ilham Ali har gennemført Mammut march, en 100 kilometer lang march i Nordsjælland.
De to kvinder stammer fra i Hewlêr (Erbil) i Iraks Kurdistan-region. Avan Mansurbeg Niebuhr kom til Danmark i 2000, mens Ilham Ali kom herop i 1993.
”For mig er sport mere end motion – det er en livsstil, en passion og en tradition, der har fulgt mig hele livet,” siger Ilham Ali.
”At vandre langt skaber en ro og styrke, som kun følgeskab og kilometer kan give. Mammut March handler altså ikke kun om fysisk udholdenhed – det handler om at stå stærkere sammen, finde glæden i udfordringen og erindre, at magien opstår, når man tør dele rejsen,” tilføjer hun.
Ilham Ali gennemførte også marchen i 2019, da den for første gang blev afholdt i Danmark.
”Med min families opbakning i ryggen, ved jeg, at alt er muligt,” siger den kurdiske kvinde.
Avan Mansurbeg Niebuhr er også glad for at have gennemført marchen.
”Det var en drøm som blev til virkelighed,” siger hun og tilføjer:
“Jeg er målrettet, stærk og elsker udfordringer. En sund livsstil og motion giver mig ro i sjælen, og jeg henter energi i at sætte nye mål og gennemføre dem – altid klar til den næste rejse.”
Mammutmarch er en ekstrem vandreudfordring, som siden 2019 også er blevet afholdt i Danmark. Det er en begivenhed, hvor deltagere går lange distancer – typisk 30, 55 eller 100 kilometer – inden for en tidsramme på 24 timer.
Mammutmarch afholdes flere steder, herunder Danmark, Tyskland, Østrig og USA, og i Danmark finder 100 km-marchen typisk sted i august, mens 30/55 km-ruterne afholdes om foråret. Begivenheden er kendt for sin unikke kombination af eventyr, personlig udfordring og naturskønne ruter, ofte gennem skove, langs søer og andre naturområder, som i Danmark typisk er i Nordsjælland.

Ilham Ali. Tidligere billede fra Halvmaraton København.

Avan Mansurbeg Niebuhr