Hamza Cakan blev ved retten i Glostrup i dag idømt syv års fængsel for at lade sig hverve af Islamisk Stat (IS).
Den 24-årige dansk-kurder Hamza Cakan blev ved retten i Glostrup i dag idømt en straf på syv års fængsel for at lade sig hverve af Islamisk Stat (IS).
Anklager Anders Riisager havde ellers krævet seks års fængsel. Derudover havde anklagemyndigheden krævet, at Cakan blev udvist. Men det sker ikke.
Dommen kommer efter, at dansk-kurderen i onsdag blev kendt skyldig i at have tilsluttet sig IS under rejser til Syrien, hvor han var fra juli til oktober 2013. Derudover er han kendt skyldig i at have optaget et lån på 20.000 kr. til IS.
Dommere og nævninge finder det bevist, at Cakan var tilknyttet IS og han blev trænet i både kamp og våbenhåndtering. Selv har Cakan under retssagen ment, at han blot var bager for den islamistiske organisation.
Da den 24-årige mand i marts sidste år igen ville til Syrien, fik han inddraget sit pas, fik et udrejseforbud og blev således forhindret i at rejse.
Manden blev derefter varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, mistænkt for at støtte IS.
Det var dermed første gang, at en person i Danmark blev fængslet på grund af mistanke om direkte støtte til IS.
Sammen med Center for Terroranalyse (CTA) vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET), at mindst 135 personer er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger, og at størstedelen af dem har sluttet sig til IS. De fleste er ”unge, sunni-muslimske mænd, herunder et antal med kriminel baggrund”, og derudover var der et ”mindre antal kvinder”.
Cirka 10-15% af disse Syriensfarere er etniske kurdere.