Tyrkiskstøttet syrisk milits har belejret Kaxurê nær Efrîn og fordriver beboerne.

Den berygtede tyrkiskstøttede syriske militsgruppe Sulaiman Shah Brigade har belejret landsbyen Kakhire (Kaxurê) nær Efrîn siden i søndags.

Kurdere fortæller tv-stationen Rûdaw, at militsen har presset de kurdiske landsbybeboere til at underskrive dokumenter om, at landsbyen tilhører det kurdiske selvstyre, kendt som Nord- og Østsyriens Autonome Administration (AANES).

Men så er beboerne bange for at give Sulaiman Shah Brigade en begrundelse for at overtage landsbyen og fordrive kurderne fra Kaxurê. Det fortæller en af beboerne tv-stationen Rûdaw.

Nogle kilder, som Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, hævder, at otte er blevet såret i konflikten, mens andre siger, at der er tale om over 20.

Desuden siger en beboer til Rûdaw over en telefonforbindelse, at Sulaiman Shah Brigade afpresser dem økonomisk og kræver 10 dollars i skat for hvert oliventræ, som beboeren ejer.

Da beboerne nægtede at underskrive dokumenterne og demonstrerede imod det, åbnede mænd fra Sulaiman Shah Brigade ild mod menneskemængden.

Mustafa Shekho, en menneskerettighedsaktivist, fortalte Rûdaw, at den syriske milits har tilbageholdt to mænd i landsbyskolen og taget dem med til gruppens militærbaser.

I august 2023 indførte det amerikanske finansministerium sanktioner mod Sulaiman Shah Brigade for påståede menneskerettighedskrænkelser i Efrîn.

”Brigaden går efter Efrîns kurdiske indbyggere, hvoraf mange er udsat for chikane, bortførelse og andre overgreb, indtil de bliver tvunget til at forlade deres hjem eller betale store løsesummer,” skriver amerikanerne.

Besat af Tyrkiet siden 2018

Tyrkiet og tyrkiskstøttede syriske oprørsgrupper indtog Efrîn i foråret i 2018 i jagten på de kurdiske militante i Folkets Forsvarsenheder (YPG) og Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Michael Gunter, ekspert i kurderne fra Tennessee Technological University, har tidligere forklaret, at Tyrkiet betragter de syriske kurdere i YPG og de tilknyttede militser YPJ og SDF som en trussel, fordi de er forbundet med Tyrkiets ærkefjende gennem fire årtier, PKK. PKK står på EU’s terrorliste og har været i krig mod den tyrkiske hær siden 1984, hvor de har kæmpet for kurdisk selvstyre.

”Tyrkiet frygter i høj grad, at kurderne truer Tyrkiets territoriale integritet. PKK har gjort oprør mod Tyrkiet siden 1984. YPG, YPJ og SDF har alle bånd til PKK. Derfor frygter de dem.”

Ved den tyrkiske invasion i 2018 forlod cirka 300.000 civile Efrîn.

I stedet er der kommet arabere og turkmenere fra Ghouta, Daraa, Idlib og dele af Aleppo. Dermed mener organisationen, at kurderne udgør mellem 18 og 35 % af befolkningen i Efrîn, hvor de før 2018 menes at have udgjort 80-90 %.

FN’s Undersøgelseskommission vedrørende Syrien sagde i marts 2020, at der er “grund til at tro”, at tyrkisk-støttede grupper “begår krigsforbrydelser, mord og plyndringer”.

Ifølge rapporten har de tyrkisk-støttede ”Bevæbnede grupper skabt stor frygt blandt den kvindelige kurdiske befolkning.”

Således siger kvinder i Efrîn, at de foretrækker at blive derhjemme, opgiver deres jobs og tør ikke bevæge sig udenfor uden en mandlig slægtning.

Tyrkiet har tidligere afvist anklagerne om krænkelser i Efrin som ”grundløse”.

FN’s Undersøgelseskommission skriver, at de tyrkiskstøttede militante ved en lokal domstol er blevet anklaget for voldtægt i regionen, men at “ingen er blevet dømt, men tværtimod løsladt efter et par dage.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer