“Det syriske revolutionsflag tilhører ikke Erdogan,” fastslår Mohammad Abukhroub. “Alle er velkomne og der er også kurdiske og danske flag ved sit-in-protesterne.”
Foto: Kurdiske, danske og syriske oppositionsflag i dag foran Christiansborg
Visse kurdere vil boykotte de syriske sit-in demonstrationer foran Christiansborg. De er vrede over, at nogle syriske deltagere flager med det syriske oppositions “revolutionsflag” og synger deres sange. Den syriske opposition er støttet af Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, der har besat byerne Efrîn og Serê Kaniyê, hvor kurdere er blevet dræbt og fordrevet.
Men kurdere bør deltage i sit-in-protesterne, mener en af deltagerne, Mohammad Abukhroub, som er flygtet hertil fra Dar’a i Syrien.
“Det syriske revolutionsflag tilhører ikke Erdogan,” fastslår Abukhroub. “Kurdiske politikere, der har mistet livet i kampen mod det syriske styre, er blevet begravet med det syriske revolutionsflag. Alle er velkomne og der er også kurdiske og danske flag ved sit-in-protesterne.”
Men støtter I eller du Erdogan?
“Vi støtter ikke nogen, som skaber flere problemer for Syrien. Jeg støtter ikke Tyrkiet, ligesom jeg heller ikke støtter Israel. Vi kan ikke acceptere, at Tyrkiet går ind i Afrin.
Disse sit-in-protester er imod den danske regerings politik overfor syriske flygtninge. Den politik berører også de syriske borgere, der er kurdere. Så kurdere bør også deltage.”