Svenskerne stopper med at eksportere våben til Tyrkiet.

Sverige stopper al eksport af militært udstyr til Tyrkiet. Det sker efter den tyrkiske invasion af syrisk Kurdistan.

Beslutningen er truffet af Inspection for Strategic Products (ISP). Mellem 2014 og 2017 eksporterede Sverige militært udstyr til Tyrkiet for en værdig af 7,4 mio. svenske kroner, svarende til cirka 5,1 mio. danske kroner.

Tidligere har Norge, Finland, Tyskland og Frankrig meddelt, at de vil stoppe våbeneksporten til Tyrkiet. I Danmark er der også flertal for at stoppe eksporten af våben til tyrkerne. Et bredt politisk flertal hos både rød og blå blok lægger pres på den danske regering for at følge de øvrige landes eksempler.

Den danske regering meddelte i sidste uge, at den ser en “grund til at tage afstand fra den tyrkiske aggression” i Syrien. Det sagde statsminister Mette Frederiksen. Men ifølge Berlingske er regeringen nu i gang med at danne sig et overblik over situationen, heriblandt over de øvrige nordiske landes holdninger.

Udenrigsordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet, Annette Lind, sagde til Berlingske:

“Lige nu må vi ikke tage forhastede beslutninger.”

Tyrkiet indledte den 9. oktober den militære operation ‘Fredens Kilde’ i syrisk Kurdistan, der skal bekæmpe de kurdiske militante i Folkets Forsvarsenheder (YPG) og paraplyorganisationen Syriens Demokratiske Styrker (SDF) samt skabe en sikker zone i det nordlige Syrien, som  de 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet kan vende tilbage til. YPG og SDF forbundet med Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har været i krig med Tyrkiet siden 1984. Tyrkerne og EU betragter PKK som terrorister. YPG og SDF siger, at de ikke udgør nogen trussel mod Tyrkiet. Over 130.000 er blevet fordrevet siden den tyrkiske offensiv startede den 9. oktober.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer