I dag blev 14. juli 1982-sultestrejken mindet i Diyarbakir/Amed i Østtyrkiet/Nordkurdistan.
Af Deniz B. Serinci
PKK-fanger indledte for præcist 33 år siden en sultestrejke i protest mod forholdene i Diyarbakir Fængslet – ifølge The Times en af verdens 10 mest berygtede fængsler. Politiske fanger blev i 1980’erne i dette fængsel tortureret, tvunget til at spise egen afføring og dræbt. Disse fem PKK’ere sultestrejkede ihjel: Kemal Pir, Mehmet Hayri Durmuş, Akif Yılmaz og Ali Çiçek.
Pir, etnisk tyrker og en af PKKs grundlæggere, var kendt for ordene: ”Vi elsker livet så meget, at vi er villige til at dø for det.”
Forinden, 18. maj 1982, havde fire andre PKK-fanger brændt sig selv ihjel i protest mod fængselstorturen. 21. marts 1982 – på kurdernes nationaldag Newroz – begik Mazlum Dogan, en anden af PKKs grundlæggere, selvmord og blev en moderne Kawa, legenden bag myten om Newroz.
Selvom flere forskellige kurdiske grupper gjorde oprør i Diyarbakir Fængslet, så var PKK-fangerne de bedst organiserede og deres oprør medvirkede derfor til at slå deres navn fast. Den brutale tyrkiske tortur radikaliserede desuden PKK: Det overbeviste endnu engang partiet om, at dialog med regeringen i Ankara om kurdiske rettigheder ikke var muligt og at der derfor ikke var et alternativ til væbnet kamp. PKK’s leder Abdullah Öcalan siger således om oprøret i Diyarbakir Fængslet:
”Sultestrejkerne i fængslet påvirkede stærkt vores beslutning om at starte den væbnede kamp. Uden sultestrejkerne, ville det [den væbnede kamp] aldrig have fundet sted på den samme måde.”
15. august 1984 startede PKKs væbnede kamp mod Tyrkiet.
