”Der er brug for en mere entydig dansk fordømmelse af de tyrkiske planer om at gå ind i Syrien,” siger Søren Søndergaard.
Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod erklærer i en pressemeddelelse, at han ”er alvorligt bekymret over udsigten til en mulig tyrkisk offensiv” i syrisk Kurdistan.” Derudover ”anerkender” den danske regering ”Tyrkiets legitime sikkerhedsinteresser i Syrien, herunder sikkerheden ved deres egen grænse”.
Det møder kritik fra Enhedslistens Søren Søndergaard. Til Jiyan.dk siger han:
”Det er en absurd udtalelse fra Jeppe Kofod,” mener Søren Søndergaard. ”Først siger udenrigsministeren, at han er bekymret. Derefter siger han, at Tyrkiet har legitime interesser. Hvis det handler om grænsesikkerhed, skulle man arbejde for at få en FN-styrke til området, der kunne bevogte grænsen,” mener Enhedslistens Folketingsmedlem.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jeppe Kofod.
Mon ikke udenrigsministeren med ”legitime sikkerhedsinteresser” henviser til PKK, som Tyrkiet har været i krig med i fire årtier og som er forbundet med YPG, der er i Syrien?
”Dem i Syrien hedder YPG, YPJ og SDF. Hvis Tyrkiet skulle have en legitim sikkerhedsinteresse i Syrien, må tyrkerne først dokumentere, at YPG, YPJ og SDF har angrebet Tyrkiet,” siger Søren Søndergaard og tilføjer:
”Der er brug for en mere entydig dansk fordømmelse af de tyrkiske planer om at gå ind i Syrien.”