30 mænd og drenge mødes hver søndag for at spille fodbold i Odense. “Gennem fodbold får vi mulighed for at mødes og have det sjovt sammen.”
Af Deniz Berxwedan Serinci
En ting, der kan samle folk på tværs af etnicitet, alder og profession er som bekendt fodbold. Et eksempel på det er Dersim Sport i Odense. De startede i sin tid med 8 unge. Nu er de omkring 30, primært mænd og drenge i alderen 10 til 48 år, der spiller fodbold hver søndag.
Dersim Sport blev stiftet i 2011 af pædagogen Haydar Aydin.
”Vores formål var at skabe nogen gode rammer for vores børn og unge, så de kan lære hinanden at kende og vi voksne kunne være gode rollemodeller,” fortæller han.
Oprindeligt bestod Dersim Sport udelukkende af indvandrere fra Dersim-provinsen i Sydøsttyrkiet. Senere sluttede andre sig til, så fodboldholdet i dag også består af folk fra andre byer og etniciteter.
”Vi startede som Dersim Sport, men nu er vi et internationalt hold, hvilket er meget godt. Alle er velkomne,” fastslår Haydar.
Dogan Yilmaz, der til daglig er frisør, er enig.
”Vi har ingen forskelsbehandling. Vi har kurdere, tyrkere, en somalier og en polak med i Dersim Sport og fodbold handler netop om at samle folk, uanset deres baggrund.”
Yunus Celik: Alle deltager på lige fod
Alt i alt virker de meget glade for det fællesskab, som deres fodboldhold tilbyder dem.
Mehmet Zeki Demir er ligeledes pædagog og har været med i Dersim Sport siden dets start.
”Vi er mange forskellige typer og aldre, og det er en fordel, fordi folk har normalt så travlt og ikke tid til at mødes. Gennem fodbold møder vi hinanden og har det sjovt sammen.”
“Fodbold er en global folkefornøjelse, der overgår interessen for alt andet,” lyder et gammelt ordsprog.
Og netop det tiltrækker Yunus Celik, en af Dersim Sports 30 medlemmer.
”Jeg elsker at spille fodbold. Derudover er der det sociale fællesskab, hvor alle er med på lige fod,” fortæller Yunus.
Hans niece, Dicle Celik, er med på fodboldholdet som den eneste pige. Det har hun det fint med.
”Det vil være godt, hvis der var flere piger med, men det kan være, at jeg kan være med til at inspirere dem til også at spille med,” fortæller hun.
Haydar håber også, der kommer flere piger med på holdet:
”Dicle er den eneste pige på holdet, men det er fantastisk, at hun fungerer så godt og hun bliver respekteret på holdet.”
Dersim Sport-spiller startet på OB
Alt i alt er Haydar yderst glad for de resultater, som Dersim Sport har opnået.
En af Dersim Sports spillere er i øvrigt startet med at spille på OB, Odense Boldklub.
”Folk har fået venner og bekendtskaber gennem Dersim Sport, de mødes i byen eller er sammen i andre sammenhænge. Mit budskab har altid været at vi skal have respekt over for hinanden. Det er lykkedes, for alle tager ansvar for hinanden,” siger Haydar.
Udover fodbold er der også tid til hygge. Dersim Sport arrangerer også sociale aktiviteter, såsom grill, sammenkomster, osv. Når fyrene løber efter bolden på græsset, bliver de støttet af kvinderne, som sidder i klubben tæt på og snakker sammen over en kop kaffe. Ofte har de taget kage eller lignende med til fyrene, der er trætte efter kampen. Her bliver der også tid til at drøfte politik og samfundsforhold og hvordan de kan hjælpe og støtte hinanden.