”Vi kan ikke acceptere de lidelser, som sultestrejken vil medføre,” siger den kurdiske folkesanger Şivan Perwer.
”Vi kan ikke acceptere, at staten og regeringen er ufølsomme, når tragedien fra 1980’erne, hvor flere ofrede dem selv imod undertrykkelse, bliver gentaget,” lyder det fra Şivan Perwer, der står bag flere store hits, heriblandt om fængselstortur.
”Jeg opfordrer derfor alle, som har en samvittighed og barmhjertighed, til at være opmærksomme på de krav, som er blevet fremsat af de sultestrejkende. Jeg håber, at de, der har den politiske magt vil løse dette problem, så sultestrejkerne bliver afsluttet, før vi ser store lidelser,” lyder de afsluttende ord.
Kræver frihed til Öcalan og kurdisk sprog
For 46. døgn nægter ca. 715 fanger fra 48 fængsler i Tyrkiet at indtage føde i protest mod landets undertrykkelse af kurdere.
De kurdiske fanger påbegyndte deres sultestrejke 12. september i år og kræver bedre forhold for lederen af den militante kurdiske bevægelse PKK (Kurdistans Arbejderparti), Abdullah Öcalan, der sidder fængslet på en ø i det vestlige Tyrkiet, livstidsdømt for separatisme. Öcalan nægtes jævnligt adgang til familiemedlemmer og advokater, hvilket de sultestrejkende protesterer over. Samtidig kræver de, at det kurdiske sprog frit skal kunne bruges i undervisning og ved domstolene. I dag er private kurser og kurdisk som valgfag lovligt, mens obligatorisk modersmålsundervisning på kurdisk er forbudt, ligesom dommerne i flere tilfælde har nægtet kurdere på anklagebænken at forsvare sig selv på deres modersmål.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International skriver for nyligt, at de sultestrejkende fanger er blevet bragt i isolationsfængsling og at ”fængselsmyndighederne til tider begrænser indsattes adgang til drikkevand og sukker, salt, vitaminer og andre kosttilskud tilsat til drikkevandet, som forbruges af de sultestrejkende.”
Tyrkisk regering: Stop sultestrejken
Den tyrkiske regering har været ude og appellere til, at sultestrejken stopper.
“Jeg fortæller de fanger og tilbageholdte, der deltager i denne aktion: Af hensyn til din egen krop, din egen sundhed, de mennesker der elsker dig, og hvem du elsker – stop denne handling,” udtaler Sadullah Ergin, tyrkisk justitsminister.
Han mener samtidig, at den tyrkiske regering har forsøgt at lempe på forbuddene mod kurdisk.
“Der har været fremskridt i Tyrkiet i lang tid, hvor vi har udvidet demokratiske rettigheder.”
Trods appellen fra den tyrkiske regering, er der ikke meget som tyder på, at der bliver lyttet til den i fængslerne, hvor de kurdiske indsatte er fast besluttede på at fortsætte deres aktion.
I et brev fra fængslet til formanden for det pro-kurdiske parti BDP (Freds- og Demokratipartiet) Gültan Kisanak skriver en af de sultestrejkende Mazlum Tekdogan:
“Man prøver på uretfærdig vis at tilintetgøre det kurdiske folks retfærdige kamp for frihed med forskellige restriktioner. Dets sprog, kultur, identitet benægtes og gennem militære og politiske operationer prøver man at knække kampen. Vi er alvorlige. Så længe vi har denne vilje, tro, håb og beslutsomhed, er det at spise eller materielle goder i denne verden af ingen betydning for os. Det håb vi har i os bringer os tættere og tættere på friheden.”