Den populære kurdiske sanger Şivan Perwer advarer kurderne imod at lade sig assimilere.
Af Seminar-gruppen i København & Deniz Berxwedan Serinci
Kurderne er i fare for at forsvinde, hvis de ikke holder fast i det kurdiske sprog.
– Jeg er ikke imod andre sprog, men man har med tyrkisk prøvet at udrydde andre sprog og kultur.
Sådan lyder advarslen fra den populære kurdiske sanger Şivan Perwer under et interview til en kulturfest, som han holdt for foreningen KOMKAR i oktober 2010, hvor bl.a. Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF), der har kurdiske rødder, var vært.
Şivan Perwer underbygger sine argumenter med et tilbageblik på historien:
– Anatolien er en sand mosaik af mange kulturer og kunst og historie fra nær og fjern og talrige folkeslag, sumererne, byzantinerne, grækerne, hittitterne, armenierne, kurderne, zarathustrisme, islam, og så videre.
Ifølge den kurdiske folkesanger har alle disse kulturer skabt store ting og formået at føre Anatolien fremad og berige det kulturelt.
– Men så faldt Anatolien desværre i tyrkiske hænder og de ønskede at skabe en homogen kultur og tyrkificerede det hele, lyder det trist fra Şivan Perwer, der til gengæld er stolt over et andet faktum:
– Men kurderne kultur forsvandt aldrig og den dag i dag forsvarer og beskytter de deres identitet.
Han hæfter sig især ved at millioner af kurdere er flyttet til det vestlige Tyrkiet, til Ankara, Konya, Aksaray, Cihanbeyli, Haymana, ofte for flere hundreder år siden.
Ros til midtanatolske kurdere
Det anslås at hovedparten af de kurdiske indvandrere/flygtninge fra Tyrkiet i Danmark ikke kommer fra det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan, men fra Konya-området – tusinder af kilometer væk fra deres kurdiske hjerteland i Sydøst.
– Men de har ikke glemt deres sprog og kultur. Og det er jeg meget glad for og stolt over, siger han til den såkaldte Seminar-gruppe under interviewet.
Men før vejene skilles kommer han med en opfordring:
– Jeg ønsker at I gør jeres ting på kurdisk. Jeg er ikke imod andre sprog, men man har med tyrkisk prøvet at udrydde andre sprog og kultur, og som sanger er det min pligt at forsvare det kurdiske sprog og kunst.
Şivan Perwer fik efter interviewet en pris af KOMKAR for “sin årelange indsats for kurdisk musik og kunst.”
Det skal understreges, at samme artikel er blevet bragt sammesteds i oktober 2010.