“Vi skal ikke være skyld i at folk bliver smittet,” siger Shukri Aljojo om den ellevte aflysning af Newroz.

Af Deniz Serinci

En række kunstnere skulle have optrådt til kurdernes nationalfest Newroz i Ishøj den 21. marts. Men på grund af coronavirussen bliver festen aflyst.

Shukri Aljojo, ansvarlig for Kurdisk Kulturforening i Danmark, siger til Jiyan.dk:

“Antal corona-smittede i Danmark stiger og stiger. Den danske regering fraråder, at man samler sig i store grupper.”

Han henviser til, at de danske myndigheder advarer imod store forsamlinger.

Der bor cirka 45.000 kurdere i Danmark. Nogle af dem stammer fra de hårdt ramte områder som Iran, hvor flere er døde af den smitsomme virus.

“Til sådan en Newroz-fest kommer der folk, der lige har været ude og rejse,” siger Shukri Aljojo. “Vi ønsker ikke at skade vores folk. Vi skal ikke være skyld i at nogen bliver smittet. Derfor er festen aflyst.”

De, der har købt en billet, kan få refunderet deres penge.

Udover festen den 21. marts, havde foreningen Komkar også planlagt at fejre Newroz den 15. marts, ligeledes i Ishøj. Også den fest er aflyst, skriver Mahmut Erdem fra Komkar på Facebook.

Dermed er 11 Newroz-fester aflyst i alt i Danmark indtil videre.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer