Serdal Benli er tilbage i Folketinget, mens Sigurd Agersnap er på barsel indtil december. Han har netop fået tildelt ordførerskaberne for bolig, skat, integration, udlændinge og indfødsret. Han fortsætter samtidig som statsrevisor i Folketinget.

“Jeg er pavestolt over at være tilbage i Folketinget igen, og meget glad for de ordførerskaber, jeg har fået tildelt. De spiller alle sammen ind i ulighedsdagsordnen, som ligger mig meget på sinde, og som er så åbenlys her i Omegnen,” siger Serdal Benli.

Han er valgt for SF i Omegnens storkreds, og her ser han både den store ulighed og forskellighed, som er repræsenteret i vores samfund med alle klasser, religioner og hudfarver repræsenteret, og hvor nogle af landets rigeste og nogle af landets fattigste kun bor en cykeltur fra hinanden.

“Uligheden på boligmarkedet er for eksempel åbenlys for det er alt for svært for almindelige familier med et lønmodtagerjob at etablere sig i omegnen, når de søger væk fra København.”

Også udfordringerne med integration er tydelige i omegnen og aktualiseret af bandekonflikten i Sverige.

“Jeg er dybt bekymret over den skrækkelige bandekonflikt, der hærger i Sverige og som trækker tråde langt ind i København. Jeg vil kæmpe for at forhindre, at vi nogensinde ender i en lignende situation, og jeg vil insistere på en klog, reguleret, og konsekvent integrationspolitik,” siger Serdal Benli.

De nye ordførerskaber bliver hans primære fokusområde, samtidig med at være en stærk medspiller i SFs samlede team, der fra forskellige poster kæmper for at trække Danmark i en “mere solidarisk retning med mindre ulighed.”

“Vi skal sætte kræfterne ind på at rette op på vores velfærd. Det ved jeg som viceborgmester i Gladsaxe for kommunerne mangler katastrofalt penge til ikke mindst vores børn og vores ældre.”

Serdal Benli er født i den kurdiske landsby Bumsuz i Ankara i Tyrkiet og er vokset op i Danmark.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer