Filmanmeldelse: Season of the Witch

Af Deniz Berxwedan Serinci

Instruktøren Dominic Sena, der tidligere har stået bag film som Swordfish (2001) og Gone In 60 Seconds (2000), har denne gang kastet sig over et kombineret middelaldereventyr og -actiondrama, der udspiller sig i 1400-tallets pestramte Europa.

Måske skulle han have ladet være. For resultatet er lige så mislykket og useriøs, som de to hovedrolleindehavere, Nicolas Cage & Ron Perlman ser ud til at tage deres roller.

Filmens to helte, ridderne Behmen (Nicolas Cage) og Felson (Ron Perlman fra Hellboy) er netop flygtet fra korstogene i det Hellige Land, da de er trætte af at begå massakrer på muslimske kvinder og børn i Guds navn.

De vender derefter hjem til et pestplaget Europa. Kirken har udpeget en ung, unavngiven kvinde (spillet af Claire Foy) som værende heks og smittebærer.

Derfor beordrer de Behmen og Felson til at eskortere den hekse-stemplede kvinde til et fjernt kloster, hvor munkene vil udføre et rensende ritual, som vil gøre en ende på den forbandede sygdom.

Flotte middelalderbilleder
“Season of the Witch“ drager biografgængeren ind i sin medrivende middelalderunivers med de flotte billeder af naturen og bjerglandskaber.

De ligeså flotte og spektakulære kampscener fra korstogene, der viser korsriddernes episke belejring af en tyrkisk by samt til klaustrofobisk skyttegravskamp, udgør ligeledes en historisk genoplivning af Middelalderen på det hvide lærred.

Usammenhængende manuskript
Men det er også et af de få plusser. Til gengæld kikser de visuelle effekter sommetider. Dominic Sena formår ikke at skabe en rigtig uhyggelig stemning, hvorfor denne blanding af ridderfilm og gyser mislykkes.

Flere scener virker fuldstændig overflødige, ligesom de vittigheder, skuespillerne fyrer af og som slet ikke er sjove.

Bedre bliver det ikke af, at filmen lider under et usammenhængende manuskript og en overgearet slutning, som biografgængeren godt kunne være foruden.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer