SDF: “Vi har indledt “Eufrat Vredesslaget” for at befri Raqqa i en koordinering med den USA-ledede koalition.”
Det amerikansk-støttede, kurdisk-anførte Syriens Demokratiske Styrker (SDF) erklærede i dag, at kampen for at indtage Islamisk Stats (IS) hovedby Raqqa er startet.
“Vi har indledt “Eufrat Vredesslaget” for at befri Raqqa i en koordinering med den USA-ledede koalition,” hedder det i en meddelelse til Reuters.
Offensiven begyndte i går og nogle landsbyer er allerede blevet befriet, ifølge SDF. Målet med offensiven er ifølge SDF at smide IS ud af Raqqa. 80% af styrkerne består af lokale fra Raqqa. SDF har 30.000 krigere til at deltage i offensiven.
De syrisk-kurdiske Folkets Forsvarsenheder (YPG) udgør flertallet af SDF, som blev dannet sidste år for at kæmpe imod IS. Den støttes af den amerikansk-ledede alliances luftangreb mod IS.
IS har sit hovedsæde i Raqqa. Byen fungerer de-facto som hovedstad for kalifatet. I slutningen af marts 2013 blev Raqqa den første større by, som kom helt af med den syriske præsident Bashar al-Assads regime. Al Nusra-fronten, som dengang var terrornetværket al-Qaedas afdeling i Syrien, havde dets hovedkvarter i byen, men senere lykkedes det IS at fordrive Al-Nusra derfra.
Raqqa-offensiven starter, samtidig med at irakiske soldater og kurdiske peshmerga-styrker den 17. november startede offensiv mod IS for at tage deres højborg i Irak, Mosul, fra organisationen.