I november forsøgte dansk politi at få schweizisk politi til at anholde og udlevere en mistænkt i den stort anlagte terrorsag om PKK-støtte. Men schweizerne vurderede, at de danske beviser var så svage, at der ikke var grundlag for en anholdelse.

Af ml@arbejderen.dk

Det skabte medieoverskrifter, da politiet i forrige uge kunne meddele, at tysk politi havde udleveret en 57-årig dansk-kurder, som skulle sigtes herhjemme for støtte til oprørsbevægelsen PKK.

Men hvad der ikke fremgik er, at Schweiz allerede i november anholdt en anden dansk-kurder i samme sag – og ikke vurderet, at de danske beviser var gode nok til at anholde ham eller sigte ham for noget.

Schweizisk politi anholdt 22. november sidste år den 42-årige mistænkte på anmodning fra dansk politi. Men få dage efter, den 26. november, meddelte schweizerne, at de efter at have vurderet de beviser, som dansk politi havde sendt til dem, havde sluppet den mistænkte kurder fri igen – uden så meget som at få sagen prøvet ved en domstol.

– Schweizisk politi havde fat i ham. Men de har altså nogle andre regler, der gør, at de ønsker ikke at udlevere ham. Deres straffelov har en lille spidsfindighed, der betyder, at de ikke kan udlevere ham til Danmark. Ifølge schweizisk lov skal han selv have erkendt, at de penge han har indsamlet kunne risikere at gå til terror. Schweiz mener altså at han har været i god tro, forklarer vicepolitikommissær Rene Hansen, der efterforsker sagen hos Københavns Politi til Arbejderen.

Den 42-årige er mistænkt i dansk politis stort anlagte terrorsag mod i alt 11 kurdere, der er sigtet for at støtte den kurdiske oprørsbevægelse PKK via Roj TV. Politiet mener, at Roj TV er styret af PKK, der står på EU’s terrorliste – og at der derfor er tale om en indsamling til terrorisme, når kurderne samler ind til deres tv-station. 

Bjørn Elmquist, der forsvarer flere af de sigtede kurdere, mener at sagen bør mane til eftertanke hos de danske efterforskere, at “de har gang i en sag, som schweizisk politi finder så tynd, at de ikke engang har ville sende den mistænkte for en dommer”.

Men politiets anklager i sagen, Jakob Buch-Jepsen, er ikke tilfreds med, at oplysningerne er sluppet ud i offentligheden.

– Jeg har ingen kommentarer til, hvad Københavns Politi refererer fra et lukket retsmøde, siger han til Arbejderen.

Læs mere på ARBEJDEREN

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer