Nasir Rezazî, Ciwan Haco og Şivan Perwer opfordrer kurderne til at forene sig på tværs af partipolitiske skel.

Af Deniz Serinci
Foto: Omid Jafi, Deniz Serinci, Rudaw

Hvis der er noget, som kurdere ikke er gode til, så er det at forene sig på tværs af partipolitiske skel. Nu opfordrer flere kurdiske sangere de politiske partier og deres tilhængere til at sætte uenighederne til side og forene sig imod Tyrkiets invasion af syrisk Kurdistan.

Nasir Rezazî, sanger fra iransk Kurdistan og tidligere Peshmerga-kriger, siger til tv-stationen Rûdaw:

”Kun én ting kan garantere os en sejr og det er enhed,” siger Rezazî. ”Kurderne er et heltemodigt, krigerisk og stærkt folk. Men vi kan ikke opnå noget med krig,” tilføjer sangeren og kommer med en appel.

”Jeg håber, at alle de kurdiske kræfter i Rojava vil indgå i en dialog, sætte sig ned og løse deres problemer. De må ikke misse denne mulighed.”

Rezazî startede sammen med konen Merziye Rezazî som sanger, blev derefter peshmerga’er hos partiet Komala i kampen mod det iranske system og flygtede derefter i eksil i Sverige, hvor de fortsatte kampen mod Teheran – denne gang med musik som våben. I 2005 døde Merziye Rezazî.

Den iransk-kurdiske sanger bliver bakket op af rockikonet Ciwan Haco. Han er syrisk kurder og siger:

”I dag lever det kurdiske folk i Rojava under meget svære vilkår.”

Haco opfordrer derfor de to største kurdiske grupper i syrisk Kurdistan, Demokratisk Enhedsparti (PYD) og Det Kurdiske Nationalråd (ENKS) til at forene sig.

”Vi befinder os i en meget kritisk periode, hvor det er nødvendigt, at PYD og ENKS danner en aktiv alliance,” siger Haco, der er født i syrisk Kurdistan, men har rødder i tyrkisk Kurdistan.

Den tyrkisk-kurdiske sanger Şivan Perwer opfordrer kurdere til at tilsidesætte deres partipolitiske stridigheder.

”Kurderne går igennem en svær periode, hvor de lever under en hård besættelse,” lyder det fra Perwer, med det borgerlige navn İsmail Aygün. ”Derfor bør vi handle på en national måde, ikke partipolitisk,” siger Perwer, der blev født i tyrkisk Kurdistan i 1955 i en musikglad familie.

Kommentér via Facebook

kommentarer