”Vi mistede ca. 20.000 martyrer i kampen mod IS og de tyrkiskstøttede grupper. Danmark og resten af verden bør anerkende os,” siger Salah Bavê Mîran.
Danmark og resten af verden bør anerkende Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration (DAANES), i folkemunde kendt som Rojava.
Det siger den herboende kurdiske aktivist Salah Bavê Mîran.
”Kurderne spillede en stor rolle i bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS) og tyrkiskstøttede terrorister i Efrîn, Serêkaniyê, osv,” siger Salah Bavê Mîran.
”Vi mistede ca. 20.000 martyrer i kampen mod IS og de tyrkiskstøttede grupper på vegne af hele verden. Det var i starten YPG (Folkets Forsvarsbrigader) og YPJ (Kvindernes Forsvarsbrigader). Senere under SDF (Syriens Demokratiske Styrker), der også består af arabere, assyrere, osv., som var med til at begrænse terrortruslen mod hele verden. Danmark og resten af verden bør anerkende os.”
Ifølge Salah Bavê Mîran vil det tjene verdenssamfundets interesse med en anerkendelse af DAANES. Det vil bringe kurderne og de forskellige lande tættere sammen, inklusive i forhold til deling af efterretninger mellem DAANES og Danmark, hvorfra 161 personer drog i hellig krig i Syrien på vegne af IS og lignende grupper.
”Vi har fælles interesser. Kurderne er ikke ekstreme i forhold til religion, men tværtimod mere moderate. Der er mere ligestilling mellem kønnene. Det er en udvikling, som verden kan understøtte med en anerkendelse.”
Støtten bør dog ikke kun være i form af militær støtte.
”Vi har også brug for politisk støtte, så Syrien kan blive et decentraliseret og demokratisk land,” siger han.
”For vi slap af med ét diktatur, og vil ikke have et nyt diktatur,” siger han og henviser til Bashar Assads fald i december sidste år, hvorefter Ahmad Sharaa kom til magten.
“Herefter har der jo været drab på religiøse minoriteter som alawitterne og druserne. Det vil vi ikke have.”

For nyligt har Marie Sneve Martinussen, leder af Norges Rødt-parti, været ude og kræve, at hendes land skal anerkende DAANES.
Det kurdiskstyrede selvstyre i Syrien har eksisteret siden juli 2012. ”Rojava” betyder ”vest” på kurdisk og henviser til, at den syriske del af Kurdistan er det vestlige Kurdistan, mens den iranske del eksempelvis er det østlige Kurdistan. I sommer 2012 trak Bashar al-Assads regime sig ud af området, hvorefter Demokratisk Enhedsparti (PYD) overtog kontrollen. PYD kunne finansiere deres selvstyre dels gennem beskatning, toldafgifter og indtægter fra oliekilder i eksempelvis Rumeilan. Selvstyret har nogle udenlandske forbindelser, men er som sådan ikke anerkendt af nogen stat.
Tyrkiet har flere gange invaderet området og angrebet PYD, eksempelvis i 2018, hvor de indtog byen Efrîn (Afrin) og i 2019, hvor de besatte byerne Girê Sipî (Tel Abyad), Serê Kaniyê (Ras ul Ayn) og andre byer.
