Roj-TV er “ensidig, men opfordrer ikke direkte til had”, lød dagens afgørelse. På grund af formalia får selskabet bag Roj-TV sendestop i 2 måneder.
I dag afholdt Radio- og tv-nævnet pressemøde om sin afgørelse i tilsynssagen mod selskabet bag ROJ TV.
Radio- og tv-nævnet besluttede at pålægge selskabet bag ROJ TV, Mesopotamia Broadcast A/S METV, sendestop i 2 måneder, fordi stationen ikke har optaget og opbevaret alle programmer, som det skulle, så Radio- og tv-nævnet kunne vurdere indholdet af udsendelserne.
Men ud fra de programmer, Nævnet har haft mulighed for at se på, er der ikke “direkte tilskyndelse til had.”
“Selvom Roj-TV er ensidig i sin karakter, er der ikke direkte tale om tilskyndelse til had,” sagde nævnsformand Christian Scherfig.
“Hvad mener du med ‘ensidig’?” spurgte Jiyan.dks reporter.
“Stationen er meget propaganda-agtig i sin dækning og udsendelser, men uden direkte at opfordre til had,” svarede Scherfig.
For at kunne føre tilsyn med Mesopotamia Broadcasts kanaler havde Nævnet krævet optagelser af den samlede sendeflade, men det har stationen ikke leveret eller optaget og opbevaret, hvorfor nævnet ikke har været i stand til at vurdere den samlede sendeflade.
Mesopotamia Broadcast har fire registrerede kanaler: ROJ TV (som ikke er aktiv mere), NUCE TV (nyhedskanal), MMC (musikvideokanal) og METV (som ikke har sendt siden 2004).
Nyhedskanalen Nûçe TV, der ses som efterfølger til Roj-TV, får hermed inddraget sendetilladelse i to måneder.
Historisk mediesag
Radio- og tv-nævnet indledte på eget initiativ en tilsynssag mod selskabet Mesopotamia Broadcast i januar 2012 på baggrund af Københavns Byrets dom af 10. januar 2012 i straffesagen mod ROJ TV om ”fremme af terrorisme”.
Sagen mod Roj-TV er historisk, idet det er første gang, at der blev ført en terrorsag mod et massemedie i Skandinavien.
Mange kurdere er overbeviste om, at sagen skyldes en tyrkisk-amerikansk konspiration. Hemmeligstemplede dokumenter fra Wikileaks afslørede i november 2010, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen indgik en studehandel med Tyrkiet, da han skulle vælges som NATO-generalsekretær i april i 2009.
Til gengæld for tyrkisk accept, skulle Fogh ”undersøge det juridiske aspekt” ved at lukke den terrortiltale kurdiske tv-station Roj-TV og en tyrker skulle vælges som vice-generalsekretær i NATO. En anklage Fogh selv har afvist.
Det Danske Radio- og TV Nævn har tidligere efter de tyrkiske klager 4 gange undersøgt ROJ TV’s udsendelser og ikke fundet nogen ulovligheder.
Læs også: Vil regeringen lukke Roj-TV?