”Tyrkiske myndigheder kender ingen grænser i arrestationen af kurdere: Borgmestre, advokater, forfattere, journalister, professorer, kvinder og børn.”

Sådan skriver den kurdiske tv-station Roj-TV i dets nyhedsbrev. Heri nævnes også varetægtsfængslingen af omkring 5000 kurdiske politikere.

”(De) anklages for at være medlem af KCK (Sammenslutningen for kurdiske NGOere). Ingen forventer en retfærdig rettergang, fordi landets dommere rådfører sig med landets anklagere. Retssystemet er underkastet det politiske system.”

Ifølge Roj-TV udfylder den kurdiske tv-station en vigtig rolle som den, der påpeger krænkelser af menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati i Tyrkiet.

”Hvis ROJ TV ikke eksisterer, så vil overgrebet mod kurderne og andre etniske minoriteter i Tyrkiet, ikke kende nogen grænser.”

Samtidig nævner nyhedsbrevet fra Roj-TV også ofrene for det kraftige jordskælv i Wan, hvor omkring 600 døde. Nødhjælpen når ikke ud, står der i nyhedsbrevet.

”Udenlandsk hjælp havner i regeringens hænder og når kun de kredse, der har tætte forhold til regeringspartiet. Hvis kurderne ikke selv sørgede for sine medborgere, var resultatet blevet meget værre i dag. Alle kurdiske kommuner fortsætter uafbrudt med at hjælpe de mange tusinde hjemløse. Flere tusinde familier er midlertidigt flyttet til nabokommunerne og bor hos andre kurdiske familier, fordi de ikke kan bo i regeringens telte, der kun er egnet til sommervejr. Også i Danmark fortsætter kurderne med at sende hjælp til ofrene.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer