I seks uger har den kurdiske tv-station Roj-TV ikke kunnet hæve penge på sine bankkonti i Danske Bank. I dag skal sagen for Københavns byret, hvor den omstridte tv-station vil kræve spærringen ophævet.

Statsadvokaten har nemlig lukket Roj-TV’s bankkonti og konfiskeret alle pengene. Stationen kan derfor ikke betale husleje og løn til sine ansatte og risikerer derfor at gå fallit.

”Når sagen engang kommer for retten, så er det slet ikke sikkert, at der er noget der hedder Roj-TV til den tid. Vi risikerer, at må lukke stationen om en måned eller to, da vi ingen penge har, siger stationens direktør, Imdat Yilmaz, til netportalen Modkraft.

Roj-TV’s forsvarer, Bjørn Elmquist vil derfor på sagens første retsmøde i Københavns Byret i dag kræve spærringen ophævet.

”Det er helt utilstedeligt, at vi har måttet vente i seks uger på at få behandlet dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for Roj-TV,” siger han til de danske medier.

Roj-TV er tiltalt for at fremme den kurdiske organisation PKKs virksomhed gennem TV-skærmen. PKK står på EU og NATO’s terrorlister.

Tiltalen kom efter at Berlingske Tidende lavede en artikelserie, der ifølge avisen dokumenterer en tæt forbindelse mellem Roj-TV og PKK, noget som Roj-TV benægter.

En gruppe danske kurdere har nedsat en gruppe, der skal støtte Roj-TV med demonstrationer og andre arrangementer.

Kommentér via Facebook

kommentarer