Den terrorsigtede kurdiske tv-station Roj-TV får lov at føre 5 af sine vidner. Hidtil har retten afvist at lade tv-stationens forsvarer Bjørn Elmquist føre vidnerne, men nu får de altså lov at vidne.

Foto: Kadir Yilmaz

Sagen mod Roj-TV starter op igen 29. oktober, men denne gang får forsvarer Bjørn Elmquist lov at føre 5 vidner, som retten hidtil har afvist. Det besluttede Østre Landsret i går. Elmquist er glad for afgørelsen:

– Det er glædeligt, at landsretten har besluttet at man vil være bedre klædt på til at træffe sin afgørelse end byretten var det, siger han til Dagbladet Arbejderen.

Der er tale om Kerim Yildiz, advokat og direktør i menneskeretsorganisationen Kurdistan Human Rights Project (KHRP), Haluk Gerger, tidl. formand for Menneskerettighedsforeningen i Tyrkiet, IHD, Oluf Jørgensen, mediejurist samt to journalister.

Anklager Jakob Buch-Jepsen siger til Arbejderen:

– Vi tager beslutningen til efterretning. Vi må konstatere, at retten mener, at det ikke kan udelukkes, at disse vidners forklaringer kan have betydning for sagen.

Roj-TV blev i januar dømt til terrorpropaganda af retten i København, men ankede dommen.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer