I den lange terrorsag mod Roj-TV, måtte tv-stationen nøjes med én forsvarer, mens anklagemyndigheden havde to. Nu får Roj-TV ekstra juridiske muskler.

Roj-TV blev ved Københavns Byrets dom i januar kendt skyldig i terror. TV-stationen vil frifindes for den stempel ved Østre Landsret i en sag, der starter til oktober.

Østre Landsret har nu afgjort, at Roj-TV kan få to forsvarere i stedet for en.

”Det er jeg meget, meget tilfreds med”, siger Roj-TVs forsvarer Bjørn Elmquist til Ritzau. Advokat Steen Bech skal sammen med Elmquist forsvare tv-stationen.

Sagen starter til oktober, der er afsat 40 dage og det forventes at slutte i juni 2013.

Roj-TV fik ved dommen 10. januar 2012 sammenlagt 5,2 mio. kr. i bøde for at have ”fremmet terror” og lave propaganda for PKK, men kan fortsætte, da retten samtidig ikke har bemyndigelse til at lukke tv-stationen.

”To selskaber var tiltalt for gennem udsendelser på en tv-kanal at havde fremmet en terrororganisation PKK. Retten fandt det bevist, at PKK var en terrororganisation, og at de tiltalte selskaber i perioden fra den 7. februar 2008 til 10. september 2010 gennem udsendelser vist på tv-stationen havde fremmet organisationens virksomhed. Retten lagde herved navnlig vægt på, at tv-kanalen i en lang række udsendelser ensidigt og ukritisk havde viderebragt PKK’s budskaber, herunder opfordringer til oprør og til at tilslutte sig organisationen. Retten har vurderet, at der sker en ensidig dækning, hvor PKK-ledere får taletid, uden at der gøres et forsøg på at afbalancere udsendelserne,” lød dommen.

Roj-TV ankede dommen.

”Vi har ikke fået en fair rettergang, og derfor er det naturligt, at lade endnu en instans kigge på sagen. Da vi ikke mener, at vi har begået nogen forbrydelse, så vil vi ikke bøje nakken,” sagde tv-stationens direktør Imdat Yilmaz til Modkraft.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer