PET har flyttet den tidligere direktør for ROJ TV Manouchehr Zonoozi til en hemmelig adresse på grund af konkrete trusler mod hans sikkerhed.

Manouchehr Zonoozi stod i maj måned frem i Berlingske Tidende og berettede om kontakter mellem den kurdiske tv-station Roj TV og den kurdiske organisation PKK, der står på EU og NATOs terrorlister.

Berlingske har med deres artikelserie om Roj-TV sået tvivl om tv-stationens forklaringer, om at den intet har med PKK at gøre. Ifølge avisen dokumenterer flere lydoptagelser og lignende, at Roj-TV har nære forbindelser til PKK.

Omvendt har PKK og kurdiske kredse afvist Zonoozis påstande, betegnet ham som utroværdig og henvist til, at han skylder Roj-TV en halv million kr. 

Manouchehr Zonoozi er hen over sommeren blevet flyttet til en ny hemmelig adresse, da der efter Politiets Efterretningstjenestes (PET) vurderinger er specifikke trusler mod hans sikkerhed.

Det er uvist, hvor truslerne kommer fra, men hans udtalelser i Berlingske har skabt stor vrede i det kurdiske miljø. PET ønsker ikke at fortælle, hvem der står bag truslerne.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer