Roj-TVs forsvarer Bjørn Elmquist led et kæmpe nederlag i 4. retsdag i sagen om den lukningstruede tv-station.
Foto: Songül Polat
”21 juridiske piskeslag”.
Det var, hvad Roj-TVs forsvarer Bjørn Elmquist måtte lægge ryg til ifølge nyhedsbureauet Ritzau, da alle hans 21 vidnebegæringer blev afvist af dommeren i Københavns Byret i dag.
Elmquist ønskede blandt andet at indkalde en redaktør på Politiken, flere kurdiske borgmestre, den kurdiske parlamentariker Leyla Zana og tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain som vidner. Vidner, der ifølge Elmquist skulle belyse kurdernes vilkår og problemet med ytringsfrihed i Tyrkiet.
Men alle var ifølge dommeren ”uden betydning for sagen” og blev derfor afvist.
Da Elmquist til gengæld ville protestere mod anklagerens vidner, heraf flere PKK-afhoppere, blev Roj-forsvareren endnu engang mødt med afvisning. 11 af anklagemyndighedens vidner blev indkaldt, trods protester fra Elmquist.
Roj-TV sagen kører over 26 retsdage og der falder dom i november.