Til november stiller Imdat Yilmaz op for Enhedslisten i Halsnæs Kommune.
Af Shwan Hassan
Imdat Yilmaz stiller op for Enhedslisten til kommunalvalget i november i Halsnæs Kommune.
Han var administrerende direktør for den terrorsigtede, kurdiske tv-station Roj-TV, som i sidste måned indgav konkursbegæring til Sø- og Handelsretten. Imdat Yilmaz fortalte, at tv-stationen var ”tvunget i knæ. Vi kan ikke længere løfte det journalistiske ansvar.”
Det skete efter, at landsretten 3. juli frakendte Roj-TV dens sendetilladelse på ubestemt tid.
”Vi ville ønske, vi kunne gøre det lidt mere elegant, med den ægte kurdiske kampånd, som altid har været herskende i vort arbejde med at levere aktuelt og informativt tv med kurdisk vinkel.”
10. januar 2012 blev Roj-TV kendt skyldig i terror ved Københavns Byret. Ifølge byretten støtter Roj-TV bevægelsen PKK, som står på EU og USAs terrorlister.
Imdat Yilmaz fortæller Frederiksborg Amts Avis, at han ikke ser noget problem i sit kandidatur og terrorsagen.
”Det er jo ikke mig som person, der er dømt, men selskabet. Jeg har ikke gjort noget forkert og har god samvittighed. Men det er selvfølgelig naturligt, at der er opmærksomhed omkring, at jeg stiller op,” siger Imdat Yilmaz til avisen.
Den tidligere direktør for Roj-TV blev født i 1963 og stammer fra landsbyen Bulduk, Konya i Tyrkiet. Hans far kom til Danmark i 1969 som en af de første fremmedarbejdere. Ti år senere kom den dengang 15-årige Imdat Yilmaz så herop som led i en familiesammenføring.