Flagene er blevet hejst af ambassader tilhørende Storbritannien, EU, Canada og Verdensbankens kontor i Bagdad. 

Arkivfoto: Deniz Serinci

Det irakiske udenrigsministerium tager afstand fra, at udenlandske ambassader har hejst regnbueflag til støtte for homoseksuelle på den internationale dage mod homo- trans- og bifobi.

Stedfortrædende formand for det irakiske parlament, Bashir Haddad fra Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) siger, at hejsningen af flaget i Bagdad “fornærmer folks følelser i det irakiske samfund” midt i den hellige Ramadan-måned. Han kræver, at repræsentationerne fjerner flaget og undskylder.

Flagene er blevet hejst af ambassader tilhørende Storbritannien, EU, Canada og Verdensbankens kontor i Bagdad.

Den shiamuslimske præst Muqtada al-Sadr, der står bag den største fraktion i det irakiske parlament, kaldte i går homoseksuelle for “psykisk syge mennesker, der har brug for behandling”. Tidligere har Sadr hævdet, at ægteskaber mellem personer af samme køn er skyld i den aktuelle coronavirus.

På sociale medier bliver ambassaderne også mødt med vrede.

“(Homoseksualitet) er ikke tilladt i islam, og det passer ikke ind i vores samfund,” skriver en kurdisk mand på tv-stationen Kurdistan24’s Facebookside.

Andre derimod er uenige.

”Om folk så kan lide det eller ej, så er homoseksuelle en del af det irakiske samfund,” siger Ahmad, en 20-årig bøsse fra Silêmanî til tv-stationen Rûdaw. “At hejse et flag for de homoseksuelle burde være en ganske normal ting.”

Homoseksualitet er ikke officielt set forbudt i Irak, men militser har tidligere dødsdømt homoseksuelle med henvisning til islamisk lov. Derudover, argumenterer menneskerettighedsorganisationer for, er det de facto kriminaliseret. For irakiske domstole bruger paragraf 401 i den irakiske straffelov, der forbyder ”usædelige handlinger”, til at retsforfølge homoseksuelle.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer