Interview med Firat Sari, regionrådskandidat for Det Konservative Folkeparti.

Kan du præsentere dig selv?

Jeg er 29 år, født i Danmark af forældre, der kom hertil fra Konya i Tyrkiet i 1985. Til daglig arbejder jeg som folkeskolelærer i Brøndby Strand. Jeg er uddannet i dansk og idræt. Jeg er gift og har tre børn; drengetvillinger på syv år og en pige på et år. Mine interesser er politik, familie og fodbold. Og så er jeg regionrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Region Hovedstaden.

Hvad er dine mærkesager som regionrådskandidat?

Jeg går ind for, at der skal være flere praktiserende læger til Vestegnen. I Det Konservative Folkeparti står vi vagt om familielægen. Det er nemlig af stor værdi, at din læge kender dig som patient godt. Når man har en fast læge, som man har et tillidsfuldt og godt samarbejde med over flere år, så er det med til at give en bedre sundhedsfaglig behandling. Det giver tryghed. Jeg vil arbejde for, at det bliver mere attraktivt at slå sig ned som praktiserende læge, og se på hvordan vi kan fjerne nogle af de unødvendige ekstraopgaver, som er blevet lagt over på lægernes bord og som fjerner tid fra det, som det reelt handler om: Patientkontakten.

22551670_1917166041884255_1999758222_nHvad med akuttelefonen 1813 – hvad er din holdning til det?

Jeg vil ændre bemandingen på akuttelefonen 1813. Hvad bør ændres ved 1813? 1813 har medført et større pres på akutmodtagelserne. Jeg vil arbejde for, at der kommer speciallæger i almen medicin på akuttelefonen 1813 igen. En af årsagerne til det er, at det vil give færre henvisninger til akutmodtagelserne, da mere vil kunne klares over telefonen. På den måde kan vi undgå sager, som 18-årige Christopher Licht Jensen, der døde af smitsom meningitis (hvor eksperter mente, at 1813 spildte Jensens afgørende timer, red.).

Til sidst men ikke mindst, vil jeg gerne arbejde for, at der kommer bedre sammenhængende patientforløb. Hvor der bliver skabt kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsenet, samt skabe kontinuitet og tryghed for patienten i det danske sundhedsvæsen. Desuden ved man, at et bedre sammenhængende patientforløb er med til at mindske risikoen for lange indlæggelser, hindre unødvendige genindlæggelser og sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne i sundhedsvæsenet.

Hvad har inspireret dig ind i politik?

Det har min konservative tilgang til tingene. En snak med formanden og nogle bestyrelsesmedlemmer for Det Konservative Folkeparti i Vallensbæk, fik mig virkelig til, at stille op for dette helt igennem fantastiske parti og dermed melde mig ind i partiet.

Hvorfor?

Jeg fandt ud af, at jeg er konservativ blandt andet fordi jeg tror på, at alle mennesker har ressourcer, at langt de fleste kan og ønsker, at klare sig selv. Vi har alle forskellige problemer og udfordringer og heraf er der nogle af os, som har behov for hjælp/støtte fra fællesskabet i kortere eller længere perioder af livet. Hjælp/støtte skal efter min mening ydes med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer på en respektfuld måde. Vi har alle et ansvar både for os selv og vore nære, men også overfor fællesskabet. Dette er for mig udtryk for et positive og anerkendende menneskesyn, og det falder helt i tråd med mine personlige værdier. Jeg er stor tilhænger af en sund tilgang til prioriteringer “tæring efter næring” – en mulighed og en nødvendighed, som led i at kunne sikre relevante velfærdsydelser, opnå effektiv drift og have styr på økonomien. Som konservativ er jeg opmærksom på, om en effektiv drift og et godt serviceniveau, levner plads til at skatten sættes ned. Vi konservative smider dog ikke regninger i børneværelset. Jeg er derfor naturligvis også optaget af, at vi hver især påtager os medansvaret for, at passe på vores fantastiske natur og sårbare miljø.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer