”Jeg har til PKK-demonstrationer i Danmark oplevet, at folk er meget aggressive. Hvis sådanne typer modtager bombetræning og vender tilbage, risikerer vi problemer her,” siger Martin Henriksen.
Står det til de fleste retsordførere på Christiansborg, skal det været strafbart for danske statsborgere at kæmpe sammen med Kurdistans Arbejderparti, PKK, eller relaterede grupper som Folkets Beskyttelseshær, YPG. PKK står på EU’s og NATO’s terrorlister.
”Det bør være strafbart at kæmpe for en organisation med relationer til PKK, som jo er en terrorbevægelse,” siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti om danske statsborgere, der drager i krig mod Islamisk Stat i Irak eller Syrien.
”Rent instinktivt sympatiserer jeg med folk, der kæmper mod IS,” siger han.
Men DF’eren er bekymret for, at nogen kurdisk baggrund vender tilbage til Danmark.
”Jeg har til PKK-demonstrationer i Danmark selv oplevet, at folk er meget aggressive. Hvis sådanne typer har modtaget bombetræning og vender tilbage, risikerer vi problemer her.”
Trine Bramsen fra Socialdemokraterne fastslår overfor dagbladet Information, at det allerede i dag er ulovligt at deltage i ”ulovlige krigshandleringer” eller tilslutte sig organisationer, der står på EU’s terrorliste.
Endvidere oplyser hun, at justitsminister Mette Frederiksen er ved at undersøge de juridiske konsekvenser forbundet med at indføre et forbud mod indrejse i udvalgte lande. Bramsen vil først tage stilling efter et ”juridisk oplyst grundlag”. Grundlæggende fraråder hun dog folk at deltage i krigen i Mellemøsten.
”Vores anbefaling er til alle tider, at man skal lade være med at drage i krig på egen hånd.”
Kun Enhedslisten adskiller sig væsentligt fra de øvrige partier. Nikolaj Villumsen har tidligere overfor Jiyan.dk henvist til, at de danske partier har stemt for den danske deltagelse i koalitionen mod IS.
”Det er bemærkelsesværdigt, at visse borgerlige politikere vil fordømme dem, der tager ned til Irak og Syrien og kæmper på kurdisk side, når de i Folketinget selv har stemt for at sende våben samme vej,” siger Villumsen.
Han mener slet ikke, at PKK bør stå på terrorlisten, da ”de kæmper i forreste række mod IS.”