Tyrkisk politi stormede i dag IMC-TV og Hayatın Sesi, midt under live-udsendelse.

Tyrkisk politi ransagede i dag bygninger, hvor tv-stationerne IMC-TV og Hayatın Sesi holder til.

Efter at de tyrkiske myndigheder har erklæret undtagelsestilstand, har de med udgangspunkt i lovdekret nr 668, KHK, bremset 12 tv-kanaler og 11 radiostationer.

Blandt de lukkede medier er IMC-TV og Hayatın Sesi, som så nu har haft besøg af politiet.

En række politifolk trængte ind i IMC-TV’s studie, mens tv-stationen sendte live med chefredaktør Eyüp Burç. Ordensmagten stoppede dets udsendelser. Derudover blev rummene lukket og forseglet.

En vred Eyüp Burç råbte til politifolkene: ”Hvorfor skjuler I jeres ansigt. Længe leve helvede for undertrykkerne.”

IMC-TV er kendt for at være tæt på Folkenes Demokratiske Parti (HDP), der igen er tæt på Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har ligget i krig med den tyrkiske hær i tre årtier.

Også Hayatın Sesi tilhører den venstreorienterede og regeringskritiske del af de tyrkiske medier.

Det Internationale Presseinstitut (IPI) har kritiseret de tyrkiske myndigheders lukning af medier, der ejes, drives eller er knyttet til mindretal, såsom kurdere.

Türksat, Tyrkiets kommunikationssatellitoperatør, har fjernet en del kurdiske kanaler, såsom Azadî TV, Denge TV, Jiyan TV, Hayatın Sesi, TV 10, Van TV, og børnekanalen Zarok TV som led i den undtagelsestilstand, der blev indført i Tyrkiet efter kupforsøget den 15. juli.

En af IPI’s direktører, Steven M. Ellis, mener, at Tyrkiets regering “misbruger dets legitime behov for at retsforfølge de faktiske kupmagerne bag kupforsøget til at konsolidere magten, kvæle uafhængige medier og kvæle uenighed.”

De tyrkiske myndigheder henviser til, at medierne ifølge dem spreder propaganda til fordel for de formodede bagmænd bag kupforsøget i juli, nemlig Fethullah Gülens organisation, eller PKK, der står på EU’s terrorliste.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer