Hvad siger dansk-kurdiske politikere, musikere og journalister om det kraftige jordskælv i Wan?

Af Deniz Berxwedan Serinci & Medya Özvan

”Vi må hjælpe økonomisk, eksempelvis med ting, som folk i Danmark kan undvære. Især tæpper soveposer og dyner, da kulden snart sætter ind. Den tyrkiske regering evner ikke at løfte opgaven, og senest ved at nægte hjælp fra Israel, har regeringen med alt tydelig stupiditet vist, at det er vigtigere for dem, at Erdogan skal spille solkonge i Mellemøsten, end at de kurdiske ofre for tragedien hjælpes,” siger Lars Aslan Rasmussen fra Borgerrepræsentationen i København (S).

”Vi i Danmark har muligheder, og vi har ikke mistet familiemedlemmer eller kontakter. Jeg adskiller ikke et lille beløb fra et stort beløb. Et hvilket som helst beløb er godt. Man kan støtte private virksomheder. Man kan også lave støttearrangementer eller tage kontakt til Tyrkiets støtteorganisationer, sende tøj, beklædning eller legetøj derned. Det begynder at blive rigtig koldt i Wan og mange børn har mistet deres familier,” siger Folketingsmedlem Özlem Sara Cekic (SF), Kastrup.

”Jeg har hørt, at folk har sendt mærkelige ting til Wan. Folk skal være mere opmærksomme, når de sender brugt tøj. Men medierne siger, at de ikke vil tage i mod brugt tøj mere. Lige nu har de brug for penge og fx varmeapparater. Jeg synes vi skal holde en stor støttekoncert. Hvor er de kurdiske kunstnere – de har ikke lavet noget? Mange organisationer har gjort det godt. Men de kan gøre det bedre,” siger Fuat Talay, musiker, Valby.

”Det er vigtigt, at vi alle sammen i fællesskab gør en stor indsats og hjælper ofrene for jordskælvet. Mange har fået ødelagt deres huse og endnu flere må overnatte ude i denne kulde. Sneen er snart på vej og de har desperat brug for vores hjælp. Det er meget vigtigt, at vi viser vores medmenneskelighed,” siger sangeren Dogan Yildiz, især kendt fra ”De ringer, vi bringer”, København.

”Hundredvis af familier har mistet én eller flere familiemedlemmer, og mangler tag over hovedet. Tænk på de tusinder, som bor i telte i den barske vinterkulde, mens du sidder sammen med din familie og venner i en dejlig varm lejlighed eller hus. Vis din omsorg og solidaritet med dit folk ved at støtte indsamlingen,” siger Fahmy Almajid, forfatter og journalist, Rødovre.

”Det kurdiske folk må bidrage til de kontoer som eksisterer og samle ind blandt det kurdiske folk i Danmark og sende til fædrelandet. De ramte er alle vores fædre, søskende, mødre og børn og vi må stå side om side med dem. Jeg tror ikke, at det er en god idé at sende hjælpe via den tyrkiske regering. Jeg håber at kurdere vil stå sammen og hjælpe ofrene,” siger sangeren Elî Şingalî fra Odense.

”Det er nu vi skal vise solidaritet og medmenneskelighed med de mennesker, der er blevet berørt af denne tragedie. Støt eksempelvis organisationen Sarmaşık, som gør et stort arbejde for områdets udvikling og. Send penge, tøj og tæpper til Wan. Bidrag med dit faglige speciale. Hvis du eksempelvis er psykolog eller læge: tag ned til de mobile sundhedsklinikker i Wan og hjælp til dér,” siger Serdal Benli, Folketingskandidat (SF), Gladsaxe.

”Vi skal være til rådighed for hjælpen. Vi, kunstnere kan bl.a. gøre det gennem kunst. Men det er vigtigt at alle gør det. Kurderne i Wan har økonomisk brug for hjælp, bade til mad og husly. Samtidig skal de internationale organisationer også bidrage og lægge den tyrkiske regering under pres. Den tyrkiske regering hjælper ikke særligt meget, da jordskælvet ramte kurderne i Wan,” siger Masoud Mohammadi, musiker, København.

”Vi har arbejde meget i Randers og vores område. Vi har samlet omkring 1 lastbil med tøj. Vi har også en et andet projekt kørende. Det er snart islamisk helligdag, cejn/eid, og jeg har startet en kampagne, hvor jeg opfordrer til at sende penge til familier. Fra personens egen lomme til kontoen i Wan. Så er jeg sikker på at pengene ikke går andre steder hen end til den konto. Jeg er ansvarlig for, at bidragyderne får oplysningerne til de familier, som skal støttes. Folk stoler ikke på den tyrkiske regering. Røde kors i Tyrkiet giver ikke pengene videre til de ramte. Jeg opfordrer folk til at henvende sig til en der har kontakter og kan hjælpe med at finde familier,” siger Cahit Ece, musiker, Randers.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer