Alle de syv danske kurdere, som er sigtet for at have samlet penge ind til PKK, er i dag blevet løsladt af politiet.

Dermed er ingen længere varetægtsfængslet i sagen. I dag afgjorde en dommer de syv personers skæbne. Kurdere har ventet ved Københavns Byret på Nytorv idag og glæden er stor iblandt familiemedlemmer til de syv.

Otte kurdere blev i september anholdt på forskellige adresser på Sjælland for at støtte den kurdiske bevægelse PKK, Kurdistans Arbejderparti. Den ene blev et par dage senere løsladt. Der var tale om mænd mellem 27 og 71 år, som blev anholdt hjemme hos dem selv eller på deres arbejdspladser 18. september i København og Sverige. 

Politiets efterforskning, razzia mod Kurdisk Kulturcenter på Vesterport og anholdelser af oprindeligt otte danske kurdere gik under kodenavnet ”Operation Batman”.

De er sigtet for at have indsamlet 67 millioner kroner og formidlet op til 140 millioner til PKK fra Danmark. De nægter alle sig skyldige.

Den ældste af de anholdte er en 71-årig mand, der bebudede at han ville protestere ved at tage et særligt middel i brug.

”Jeg respekterer retten men vil sultestrejke til min død efter det her,” sagde han.

Den tyrkiske ambassade i København har tidligere udtalt, at den følger situationen nøje.

”Vi har overfor de danske myndigheder erklæret, at vi er klar til at samarbejde i sagen,” sagde Tyrkiets ambassadør i Danmark, Berki Dibek, til Ritzau.

Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) oplyste, at politi afhører deres medlemmer foran deres kunder.

”Det danske politi lige nu i samarbejde med den tyrkiske ambassade kører en heksejagt på vores medlemmer i håb om at kunne rejse bevismateriale mod de 7 fængslede politiske aktive kurdere. Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) finder det bekymrende, at det danske politi opsøger og afhører vores medlemmer – ofte i overværelse af deres kunder – og således stiller de erhvervsdrivende i et kriminelt lys til skade for deres virksomheders virke.”

 

Kommentér via Facebook

kommentarer