Zeynel Celik, tidl. talsmand for ERNK i Skandinavien, fortæller, hvorfor PKK-tilhængerne var så mange i 1990’erne, men så få i dag.
Pro-PKK foreninger har i alt ca. 1000 medlemmer i Danmark, dvs. sølle 2,5% ud af 40.000 kurdere her. TV-stationerne har ca. 10 gange fravalgt interview med pro-PKK foreninger i 2014 og ’15, fordi de repræsenterer for få danske kurdere. Engang tiltrak PKKs budskab mange i Danmark – hvad er gået galt?
I 1990’erne kunne vi tiltrække tusinder til en pro-PKK demonstration i København. Vi var bedre til at fremsætte vores sag for andre, fx politikere. MF’ere fra røde og borgerlige partier støttede den kurdiske sag, i dag er det kun et enkelt parti på venstrefløjen. Efter Öcalans tilfangetagelse i 1999 blev diplomatiet afbrudt. Den stigende religiøsitet spiller også en rolle.
Flere har forladt pro-PKK foreningerne til fordel for islamiske bevægelser?
Ja, en del tidligere PKK-sympatisørers børn går i dag i Fethullah Gülens skoler. Det hænger også sammen med, at de fleste kurdere fra Tyrkiet stammer fra Konya, som er et meget religiøst område.
Dengang var danske PKK-sympatisører veluddannede, i dag…
Mange af dem, der er aktive i pro-PKK bevægelsen i Danmark er pizzabagere fra Midtanatolien, som aldrig har været i Kurdistan og som ikke kender forholdene der. De ser verden med pizza-øjne og er ikke bevidste mennesker. Flere af dem forholder sig helt ukritisk til alt, hvad Öcalan siger.
I dag kommer knap 100 til en ren pro-PKK demonstration i Danmark. I din tid kom der tusinder. Hvorfor det?
Den tyrkiske undertrykkelse af kurderne var mere brutal dengang. Der var 20.000 mord på kurdiske intellektuelle (faili meçhul), 3000 landsbyafbrændinger, osv. Den ekstreme vold mobiliserede mange dansk-kurdiske socialister og universitetsstuderende.
Men du skal vel kritisere pro-PKK foreninger nu, når du ikke er med mere….
Det siger de jo altid om mennesker, der er kommet ud af pro-PKK bevægelser. Men eksmedlemmer er personer, som har betalt en stor pris og ofte kæmpet oppe i bjergene. Hvilken pris har de nuværende medlemmer betalt? PKKs generelle politik i Kurdistan er at stemple alle eksmedlemmer som agenter og forrædere. Det er typisk noget, der findes i diktaturer.