“Alle stod og så på, mens IS slagtede ezidierne. Trods alle farer, tog vi til Shingal og sagde “Stop!” til IS. PKK var den første styrke til at reagere,” siger Murat Karayilan.

En af toplederne i Kurdistans Arbejderparti (PKK), Murat Karayılan, siger til FiratNews, at hans organisation er klar til at tilslutte sig offensiven mod Islamisk Stat (IS) i Mosul.

“Hvis IS ikke kan nedkæmpes i Mosul, vil de få brug for os. Vi er klar til at deltage i operationen,” siger Karayilan.

Han henviser til, at PKK har en lang erfaring med at kæmpe imod jihadisterne i IS. Derudover var PKK og dets syriske søsterorganisation Folkets Forsvarsenheder (YPG) med til at forhindre IS i at masseudrydde det religiøse mindretal ezidierne i august 2014.

“Alle stod og så på, mens IS slagtede ezidierne. Trods alle farer, tog vi til Shingal og sagde “Stop!” til IS. PKK var den første styrke til at reagere. I dag debatterer de, om PKK bør deltage i Mosul-operationen. Lad mig for det første sige; PKK forsvarer ikke det kurdiske folk efter nogens godkendelse, og behøver ikke sådanne godkendelser.”

Tyrkiet og Kurdistans Regionale Regering i Irak (KRG) har modsat sig PKK’s deltagelse i Mosul.

Op til 4.000 peshmerga deltager i operationen for at fordrive IS fra landsbyer omkring Mosul. De støttes af koalitionen, der bomber fra luften. Derudover skal ca. 20.000 irakiske regeringssoldater og 6.000 sunni-krigere angribe IS inde i Mosul. IS indtog Mosul, som er Iraks næststørste by, i juni 2014.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer