Vidste du, at de fleste PKK-guerillaer kommer fra Istanbul? At den gennemsnitlige startsalder hos PKK er 17 år for kvinder, 19 år for mænd? Læs interessant statistik om den kurdiske oprørsbevægelse.

Af Hacer Pekerman Ekici

Tyrkiets økonomiske og politiske forskningscenter (TEPAV) har udarbejdet en rapport, der undersøger en række forhold omkring unge kurdere, der tilslutter sig PKK’s væbnede fløj. Rapporten ser nærmere på hvor disse unge mennesker er født, i hvilke byer de tilslutter sig PKK, deres alder ved tilslutningen, samt deres gennemsnitlige levetid som aktive oprørere.

Mænd starter i snit hos PKK, når de er 19 år, kvinder når de er 17 år

Professor Nihat Ali Özcan, der har forfattet rapporten, udtaler at denne er baseret på de i alt 461 PKK medlemmer, som blev dræbt i perioden mellem 2006-2008. Dermed er der kun tale om et lille udsnit af de flere tusinder PKK-guerillaer oppe i bjergene. Men Özcans tal er officielt anerkendt af PKK som bevægelsens medlemmer. 408 af de dræbte oprørere var mænd, mens 53 var kvinder. 95 % af disse er blevet dræbt af de væbnede tyrkiske styrker hvoraf størstedelen har mistet livet indenfor Tyrkiets grænser. Rapporten viser at den samlede gennemsnitsalder for tilslutningen til PKK har været 19.5 år. Mændene har i gennemsnit været 19.3 år når de har tilsluttet sig PKK, mens kvindernes gennemsnitlige alder var 17.2 år.

De fleste guerillaer er fra Istanbul!

75 % af de dræbte PKK medlemmere var født i Tyrkiet, mens 25 % var født i udlandet herunder primært i Iran (47%), Syrien (39%) og Irak (10%). 17 % af oprørerne kom fra den kurdiske by Diyarbakir i det østlige Tyrkiet.

Rapporten viser at 61 % af oprørerne havde tilmeldt sig PKK i Tyrkiet, mens de resterende tilsluttede sig bevægelsen i udlandet. Et af rapportens opsigtsvækkende resultater viser at millionbyen Istanbul spiller en afgørende rolle i forhold til at forsyning af PKK med medlemmer. 20 % af de nævnte oprørere tilmeldte sig PKK i netop Istanbul. Kurdiske byer i det sydøstlige Tyrkiet som Diyarbakir (15%), Mardin (11%) og Hakkari (7%) synes også at spille en vigtig rolle i denne sammenhæng.

I forhold til indbyggertal, topper Hakkari listen

Især er Hakkari bemærkelsesværdigt, da det er kendt for at være den mest pro-PKK by i Sydøsttyrkiet. Selvom det ”kun” er 7% af PKK-guerillaer, der kommer herfra, topper Hakkari alligevel listen. I forhold til Hakkaris indbyggertal på 250.000 (hvorimod Istanbul har ca. 15 mio. indbyggere, hvoraf 4 mio. menes at være kurdere), er Hakkari nemlig den by, der leverer flest guerillaer til PKK i forhold til dets indbyggertal.

Gennemsnitlig levetid: 6,9 år for mænd, 9,5 år for kvinder

Den gennemsnitlige levetid for de i alt 461 dræbte PKK medlemmer var 7.2 år. Kvindernes gennemsnitlige levetid som væbnet oprører var 9.5 år, mens tallet er lidt lavere for mændene der i gennemsnit blev dræbt efter 6.9 år som aktive oprører. Den samlede gennemsnits alder ved dødstidspunktet for de dræbte PKK medlemmer var 26.3 år.

PKK utrolig populær

Rapporten konkluderer at PKK nyder en massiv tilslutning blandt den kurdiske civilbefolkning. En opbakning der ifølge professor Nihat Ali Özcan synes at vokse. Han mener at Tyrkiet kan vælge mellem to forskellige strategier der forudsætter forskellige midler. Den tyrkiske stat kan enten forsøge at vinde den kurdiske civilbefolkning og dermed afskære PKK fra den folkelige opbakning, eller at bekæmpe PKK militært. Han kan dog ikke give et præcist svar på hvilke af de to strategier den tyrkiske stat anvender, idet han mener, at landet befinder sig i en rodet periode.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer