Den kurdiske organisation PKK afviser indblanding i angrebet på Ibrahim Tatlises og tager afstand fra skudattentatet.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I tyrkiske medier er PKK blevet sat i forbindelse med skudattentatet på sangeren Ibrahim Tatlises i går. Men det afviser PKK selv og meddeler:
– Vi fordømmer angrebet og gerningsmændene bag det væbnede angreb på den kurdiske sanger Ibrahim Tatlıses og ønsker det bedste for vores ærede sanger Ibrahim Tatlises og hans familie, hedder det i erklæringen fra PKK, der fortsætter:
– De tyrkiske medier har forsøgt at sammenkoble os med skyderiet. Det er et forsøg fra den tyrkiske kolonialistiske stat på at fremstille os som terrorister. Det står klart, at PKK ikke er en organisation, der angriber forskellige personer, men tværtimod en frihedsbevægelse, der er kommet frem for at forsvare det undertrykte kurdiske folks mest basale rettigheder.