Alle omstridte områder styres hermed af de kurdiske Peshmerga-styrker.
Kurdiske Peshmerga-styrker kontrollerer hermed alle de områder, de mener, tilhører dem, heriblandt de omstridte områder i Nineveh og Kirkuk. Til gengæld står de overfor en sværere opgave i Diyala, som er en højborg for bevæbnede islamistiske grupper i Irak, siger kurdiske embedsmænd.
Store dele af Nineveh-provinsen, herunder hovedstaden Mosul, blev i sidste uge overtaget af Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Efter at den irakiske hær flygtede, rykkede kurderne ind i området.
“Kurderne har genvundet alle deres områder i Nineveh,” siger Muhammed Ihsan, KRG (Kurdistan Regional Government) repræsentant i Bagdad til Rudaw. “I provinserne er 100 procent af områderne blevet taget af Peshmerga,” siger han.
Ud af næsten 36.000 kvadratkilometer, der udgør Nineveh, “hører de 14.666 kvadratkilometer nu under Peshmerga-kontrol og den irakiske hær og ISIS er ude af billedet,” siger han.
“Nineveh er den eneste provins, hvor alle Kurdistani områder er tilbage i hænderne på Peshmerga styrker,” tilføjer han.
En Peshmerga kommandant fra Kirkuk fortæller Rudaw at hans styrker er i stand til at forsvare alle de områder under deres kontrol, men ikke uden “hovedpine”.
I en nylig erklæring til Rudaw, sagde Zalmay Khalilzad, den tidligere amerikanske ambassadør i Irak, at kurderne ikke længere har et territoriumspørgsmål, fordi de har fået alle de landområder, de ønsker.
Ifølge Søren Schmidt, lektor på Aalborg Universitet, står de irakiske kurdere stærkere end nogensinde.
”Kontrollen med Kirkuk er en appelsin i turbanen, som vil stille dem stærkt overfor det arabiske Irak. I dag er Kurdistan reelt en selvstændig stat,” siger han og tilføjer:
“Men jeg tror også at de kurdiske ledere er kloge nok til ikke at overspille deres kort og erklære Kurdistan for en formelt selvstændig stat uden at have taget i det mindste Tyrkiet, Iran og USA med på råd.”
Schmidt mener ikke nødvendigvis, at Tyrkiet og Iran vil være imod selvstændighed, så længe de kan få sikkerhed for at et irakisk Kurdistan ikke gør krav på også at omfatte kurdiske områder i deres stater.
”Et selvstændigt irakisk Kurdistan kan blive en nyttig buffer og samarbejdspartner i relation til det kaos det arabiske sunni-dominerede område i Syrien og Irak i dag oplever.
Kilder: Rudaw & Jiyan.dk