Danske Bank har indefrosset Roj-TVs konti. ”Dybt foruroligende,” siger Enhedslistens Pernille Skipper, som nu vil tage sagen op med økonomi- og erhvervsministeren.

Foto: MARK-KNUDSEN-MONSUN

Kritikken er haglet ned over Danske Bank, siden det i dag kom frem, at bankgiganten har spærret tv-stationen Roj-TV’s konti.

Det sker som reaktion på, at tv-stationen i januar blev kendt skyldig i terror ved Københavns Byret.

”Da banken ønsker at sikre sig mod utilsigtet at understøtte pengestrømme, som kunne opfattes som medvirken til terrorisme, har vi set os nødsaget til at spærre Deres konti. Der kan herefter ikke disponeres over kontiene ved indsættelse eller hævning af beløb. Spærringen vil blive opretholdt indtil videre,” skriver banken.

Men Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper undrer sig over Danske Banks handling.

”Det er dybt foruroligende, at Danske Bank nu har taget fuldbyrdelsen af en dom, som ikke engang er afsluttet, i egne hænder. Dommen mod Roj TV er anket til Landsretten, og det betyder, at den ikke er endeligt afgjort. I sådan en situation skal Danske Bank ikke udøve selvtægt og indefryse tv-stationens midler”, siger hun til Politiken.dk.

Hun sår tvivl om det lovlige i Danske Banks indefrysning og vil tage sagen op med økonomi- og erhvervsministeren.

”Vi risikerer jo, at stationen må lukke, før dommen er endeligt afsagt, også selvom sendetilladelsen stadig består. Derfor vil jeg tage sagen op med økonomi- og erhvervsministeren med henblik på at undersøge, hvorvidt Danske Bank handler efter reglerne”, siger Pernille Skipper.

Radio- og tv-nævnet vil nu undersøge Roj-Tvs udsendelser for at se, om det strider mod dansk lov.

Oplev i øvrigt Pernille Skipper til debat om Roj-TV på CBS, 20/2, kl. 18-20.30

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer