MF Özlem Cekic fra SF er dybt berørt over over de sultestrejkende kurdere og har orienteret Udenrigs- og Justitsministeriet om sagen.

På Sjælland og Jylland har op til 45 afviste asylansøgere i henholdsvis 9 og 2 dage sultestrejket i protest mod de danske myndigheder.

De 45 er kurdere fra Syrien, undtagen en kvinde fra Nordkurdistan/Tyrkiet, og har sultestrejket i Asylcenter Brovst i Nordjylland og Sigerslev på Sydsjælland.

De har efter flere år i Danmark ikke fået opholdstilladelse. De kan heller ikke sendes tilbage til Syrien, på grund af uroen dernede.

Özlem Cekic er folketingsmedlem med kurdiske rødder fra Tyrkiet.

Hun fortæller Jiyan.dk, at hun er bekendt med situationen og har orienteret både Udenrigs- og Justitsministeriet om sagen.

”Det berører mig dybt hver gang, mennesker i afmagt tyr til en handling, der kan koste dem livet. Jeg følger selvfølgelig sagen meget tæt, fordi jeg især er optaget af de uretfærdigheder, mennesker med kurdiske rødder møder. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor mennesker, der ikke kan sendes hjem, skal leve i usikkerhed.”

”Kurdere fra Syrien har været igennem de mest grusomme ting,” tilføjer hun.

Mange kurdere i Syrien blev i starten af 60’erne frataget deres statsborgerskab og kunne i årtier ikke stemme ved valg, arbejde på officielle steder, rejse udenlands, købe større ting, der kræver registrering som hus, bil osv.  Sidste år besluttede Syrien så at give statsborgerskab til flertallet af de oprindeligt, statsløse kurdere, men omkring 88.000 er stadig uden statsborgerskab.

Özlems eget parti, SF, er med i regeringen. Ifølge Özlem prøver regeringen at finde en løsning.

”Regeringen har skrevet i regeringsgrundlaget, at asylansøgere skal ud af centrene. Det er noget regeringen arbejder på for at videreføre i livet.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer