SF’s socialordfører Özlem Cekic er chokeret oven på dagbladet Informations afsløring af, at Holbæk Kommune henviser til sharialoven i en afgørelse om socialt bedrageri.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I sagen mod en 34-årige muslimsk mor til fire bruger Holbæk Kommune udtalelser fra en imam fra Odense som konklusion for, at den pågældende muslimske kvinde ikke er enlig forsørger.
– Det er ulovligt at få børn uden for ægteskabet, lyder imamens udtalelse.
Den praksis falder ikke i god jord hos Dansk Folkeparti samt oppositionen.
– Det er helt rystende, at det er anerkendt praksis i kommunerne. Det svarer til at sige, at fordi man kommer fra Sønderjylland, kan man ikke blive skilt, siger Özlem Cekic til Information.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) støtter dog Holbæk Kommunes praksis.
– Det er dansk lov, vi selvfølgelig dømmer efter i Danmark. At man så har valgt at inddrage viden om for eksempel sharialovgivning, det synes jeg sådan set bare er en styrke for de her sociale kontrollanter, siger ministeren til Information.