MF Özlem Cekic opfordrer borgerne til at hjælpe politiet, så de kan opklare overfaldet på Cem Aydin. ”Det er meget sørgeligt at han skulle dø på denne måde.”

Af Medya Özvan
Billede: Miran Efrini

Det brutale overfald mod Cem Aydin, der kostede den unge mand livet, har chokeret mange i Danmark. Det anslås, at et tæskehold på 8-10 personer tævede den 21-årige mand ihjel. Hvem de er og hvorfor de overfaldt ham ved politiet ikke. Nu opfordrer en rystet Özlem Cekic, MF for SF, også alle til at kontakte politiet, hvis de har set noget.

“Jeg følger med i sagen og det er meget sørgeligt at han skulle dø på denne måde. Jeg venter som alle på at politiet får opklaret sagen,” siger Özlem Cekic til Jiyan.dk

Politiet har endnu ikke noget motiv til det brutale overfald på 21-årige Cem Aydin, der torsdag blev overfaldet af 8-10 personer i alderen 18-24 år med slag og spark og som efterfølgende mistede livet på grund af sine kvæstelser. Det skete på Frederiksberg. Politikommissæren afviser dog rygterne om, at overfaldet skulle være et æresdrab eller have rødder i bandemiljøet.

”Lad mig cementere, at intet i efterforskningen tyder på, at drabet skulle være æres- eller banderelateret,” fastslår politikommissær Hans Erik Raben over Politiken.

Politi søger vidner

Cem Aydin kommer fra en alevi-kurdisk familie med rødder i Erzincan, Østtyrkiet.

Familien er dybt rystet ovenpå tragedien. Cem Aydins storebror, Dogu Aydin, læge på Hvidovre Hospital, havde fødselsdag samme dag, som hans lillebror blev erklæret død. Dogu fortæller til BT:

”Min lillebror har aldrig været involveret i noget, og jeg har ingen anelse om, hvorfor det her er sket. Lige nu vil vi gerne have lov til at sørge i fred, så jeg har ikke så meget mere at sige. Jeg har brug for at være omkring min familie nu,” siger han.

Politi opfordrer eventuelle vidner til at stå frem.

”Indtil videre synes jeg at folk skal være med til at hjælpe med at opklare sagen,” siger Özlem Cekic til Jiyan.dk

På Facebook er der en gruppe, der hedder “Hvem har set Cem Aydin torsdag aften?” og “jeg vil bidrage til oplaringen af mordet på Cem Aydin.”

Ifølge vidner flygtede gerningsmændene i to forskellige biler – en sølvgrå BMW, 3-serien, model E46, og en hvid eller sølvgrå Ford Mondeo.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer