AKP er bare ude på at rage al magt til sig selv og giver ikke kurderne nogen rettigheder i den nye forfatning, som Tyrkiets vælgere skal tage stilling til ved folkeafstemningen på søndag. Det mener den dansk-kurdiske politiker Erdal Çolak.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Erdal Çolak er medlem af Vallensbæk Kommunalbestyrelse for Socialistisk Folkeparti. Han tilhører det kurdiske mindretal i Tyrkiet, nærmere bestemt Kuşça (Xacilaro) i Konya, Tyrkiet, hvor mange danske kurdere har deres rødder.

Trods sin tilstedeværelse i Danmark betyder udviklingen i Tyrkiet også meget for ham. Tyrkiets befolkning skal til folkeafstemning på søndag, den 12. september.

Her skal vælgerne tage stilling til den tyrkiske regering AKPs reform af den nuværende forfatning fra 1982. Ændringerne betyder blandt andet, at domstolene vil overgå til civilt styre og at de tidligere kupmagere fra 1980 kan retsforfølges.

AKP bør bruge BDP som forhandlingspartner
Men ifølge Erdal Çolak er ændringerne ikke tilstrækkelige og sikrer ikke kurdernes rettigheder som en minoritet. Og derfor synes han, at folkeafstemningen skal boykottes. Kurdernes største parti i Tyrkiet, BDP (Freds- og Demokratipartiet) vil ligeledes boykotte afstemningen.

“Den skal boykottes af to grunde” fastslår Erdal Çolak og fortsætter:

“For det første: Fordi der intet er for kurderne i AKPs nye forfatning, ingen paragraffer eller noget.”

“og for det andet: Fordi den tyrkiske AKP-regering ikke tager det prokurdiske parti BDP seriøst og ikke vil mødes med dem for at løse det kurdiske problem,” tilføjer han og sammenligner med Nordirland og Palæstina.

“Her forhandlede Storbritannien eksempelvis med IRA og Israel forhandlede med PLO.”

AKP vil overtage domstole og styrke sig selv
Flere tyrkere og kurdere har argumenteret for, at de også finder AKPs reformer utilstrækkelige.

Eksempelvis ændrer de nye tiltag ikke Tyrkiets spærregrænse på 10% ved nationale valg. Dette forhindrer en forholdsmæssig kurdisk parlamentsrepræsentation.

BDP’s forgænger DTP stod selv stærk regionalt i de sydøsttyrkiske provinser / Nordkurdistan, men ikke på landsplan og stillede derfor op som uafhængige medlemmer ved valget i 2007 for at komme ind i parlamentet.

Men flere kurdere og tyrkere ventes alligevel at stemme ja til AKPs forfatningsreform, selvom de finder den utilstrækkelig. De mener, at AKPs forfatningsreform er bedre end den nuværende forfatning fra 1982, der giver militæret stor indflydelse over domstolene og det politiske liv i landet. Det argument giver Erdal Çolak ikke meget for.

“Ja, men AKP vil bare reducere militærets indflydelse for at indsætte deres egne folk på domstolene og styrke deres egen magt,” siger han.

Han slutter af med at tage et eksempel fra historien. Kurdere og tyrkere skabte sammen det moderne Tyrkiet i 1923, da statsopretteren Kemal Atatürk førte krig imod udenlandske magter.

Derfor bør begge folk nævnes i den tyrkiske forfatning og have lige rettigheder, mener Erdal Çolak.

“Men kurderne bliver slet ikke nævnt i den nuværende tyrkiske forfatning og det gør de heller ikke i den nye. Derfor skal AKPs forfatningsreform boykottes.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer