IS’ folkemord på oldgammel religions tilhængere gjorde så stort indtryk på Deniz Serinci, at han besluttede sig for at skrive en bog om det.

Af Funda Yilmaz

Journalist og forfatter Deniz B. Serinci, som tidligere har udgivet bogen ”Tyrkiet fra 1923-2013”, udkommer til april med bogen ”Islamisk Stat”.  Jeg har taget en snak med Deniz om, hvad der inspirerede ham til at skrive bogen.

I 2013 og 2014 besøgte Deniz i Odense, København, Armenien samt de kurdiske områder i Irak og Tyrkiet mennesker, der alle havde det tilfælles, at de tilhørte en religion, vi færreste ved særlig meget om, nemlig ezidisme. Det er denne religion, hvis kurdisk-talende tilhængere tror på en Gud, og en engel som Hans stedfortræder på jorden. Deres afvigende tro har gjort dem til mål for radikale, islamistiske fanatikere i generationer i Mellemøsten.

”Efterhånden som jeg læste om dem, gjorde de større og større indtryk på mig,” siger Deniz. ”For trods århundreders forfølgelse havde de formået at bevare deres tro – og tilknytning til det såkaldte Shingal-bjerg i irakisk Kurdistan, som er deres hellige område.”

Ifølge en lokal legende var det på Shingal-bjerget, at Noahs Ark i sin tid strandede efter syndfloden, og livet på jorden begyndte forfra. Derfor symboliserede bjerget for ezidierne ”liv”.

Men 3. august – på Deniz’ fødselsdag, hvor han havde lovet sig selv, at i dag skulle han slappe af og ikke skrive artikler – blev han nødt til at afbryde dagen og hyggen med vennerne.

For det gik op for ham, at noget stort var i gang. Et folkemord. Shingal-bjerget var pludselig blevet til ”dødens bjerg”.

”Jeg afbrød hyggen med vennerne, skyndte mig at finde tilfældige ezidier på min Facebook-venneliste og gennem dem ringede jeg til ezidier i Odense, København, Sverige, Tyskland,” husker Deniz.

Inden det var blevet midnat, havde han interviewet ezidierne forskellige steder i verden over telefonen. Deniz oversatte artiklen til tre forskellige sprog, for nyheden skulle ud til alverden, især politikerne.

Gruppen Islamisk Stat (IS) havde fordrevet titusinder af ezidier op på bjerget, hvor nogle af dem døde af mangel på vand og mad. Deniz besluttede sig for at tage derned.  Senere tog han også til Nordsyrien, hvor også IS stod bag massakrer og fordrivelser. Han besluttede sig for at nedfælde sine oplevelser i en bog.

”Så da jeg i november 2014 kom hjem fra Nordsyrien, begyndte jeg at skrive bogen, som handler om IS’ historie, ideologi, handlinger i Irak og Syrien samt de danske statsborgere, der er taget derned for at kæmpe for og mod IS.”

Sålænge sunni-arabere holdes udenfor indflydelse, er der ingen løsning

Han har besøgt og interviewet de mennesker, der med nød og næppe har overlevet IS’ massakrer. Gennem en række kapitler løfter han sløret for baggrunden for IS, samt fremtidsperspektiver. Endvidere dykker han dybere og ser på baggrunden for islamisme og den voldelige jihad, hvor Ibn Taymiyya, en teolog fra 1200-tallet er en vigtig inspirator for nutidens jihadister.

For at forstå IS er det også vigtigt at forstå det sunnimuslimske oprør i Irak 2003. For den shiitiske undertrykkelse af sunni-arabere gødede jorden for IS. Noget andet, der styrkede IS, var den syriske borgerkrig 2011, hvor magttomrummet pga. den syriske borgerkrig gav IS gode vilkår.

Shingal, Slaget i Kobanê – byen som IS ikke kunne indtage – samt IS’ behandling af kristne, turkmenere, shabak, osv. fylder også ganske meget. Deniz undersøger også Tyrkiets og Golflandenes forhold til IS, da disse stater er blevet beskyldt for støtte til den ekstreme organisation.

Med bogen håber Deniz, at vise, at IS ikke kan løses militært.

”Så længe den shiitiske marginalisering af sunni-araberne i Irak fortsætter, er der ingen løsning,” siger forfatteren og tilføjer. ”Så længe sunni-araberne i Syrien holdes udenfor magten i et land, hvor de ellers udgør 75% af befolkningen, er der igen ingen løsning.”

Da den sekteriske vold toppede i Irak i 2006, blandt andet med forløberen for IS, irakisk al-Qaeda (AQI), i spidsen, fik sunni-araberne pludselig nok. I 2006 tilbød en gruppe sunni-muslimske sheiker et samarbejde med USA’s væbnede styrker i landet for at kæmpe imod AQI. Amerikanerne tog imod tilbuddet. Cirka 100.000 irakiske sunni-muslimer var en del af bevægelsen og blev trænet og fik våben af amerikanerne. De knækkede AQI. Men sunni-araberne forventede efterfølgende at blive en del af et nyt, inkluderende Irak. Det blev de ikke. Og det udnytter IS.

Hvorfor vedkommer IS os i Danmark? Ifølge Deniz, fordi mentaliteten bag IS findes også her. I den tyske by Herford blev en gruppe tyske ezidier i starten af august angrebet af seks formodede IS-tilhængere og såret af knivstik. Også Danmark kan forvente at blive angrebet på egen jord fra IS, hvis det står til den 27-årige dansktyrkiske IS-kriger ÖA. Han sagde til Politiken, at ”Danmark er fjender af islam.. og Danmark er højt oppe på listen.” (29.08.2014)

”Eller husk på Charlie Hebdo-sagen, hvor den ene gerningsmand påstod at være fra IS,” lyder det fra Deniz

Ifølge PET er mindst 110 personer udrejst fra Danmark til Syrien for at deltage i jihad. Dermed er Danmark blandt de største vestlige leverandører af Syrienskrigere i forhold til indbyggertal. Ja, ifølge britiske The Economist er vi på andenpladsen efter Belgien.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer