“Vi er mange, hvis hjerte banker for kurderne,” fastslog Folketingsmedlem under en reception, hvor den prokurdiske parlamentariker Ertugrul Kürkcü også deltog. Læs artikel og se billeder.

“Det er en ære at byde jer velkommen til en Newroz-reception her”.

Sådan sagde Folketingsmedlem Nikolaj Villumsen (EL) under Newroz-receptionen på Christiansborg i dag. Han er en af arrangørerne af receptionen. Det er blot anden gang i dansk historie, at kurdernes nationalfest bliver afholdt på borgen. Sidst var i 2008.

Receptionen startede med at Folketingskandidat Lars Aslan Rasmussen, en anden af arrangørerne, ønskede de tilstedeværende en god Newroz og opfordrede til 1 minuts stilhed for de dræbte under giftgasangrebet i Halabja 16. marts 1988.

Derefter fastslog Villumsen:

“Vi er mange, hvis hjerte banker for kurderne. Alene det at kurderne har kæmpet for deres eksistens, har skabt en masse problemer for dem. De lever under en langtfra god situation, men der er håb. Og vi er her for at fejre det håb.”

Derefter oplæste forfatter og multikunstner Tommy Flugt et digt for de tre dræbte kurdiske kvinder i Paris; Leyla Söylemez, Sakine Cansiz og Leyla Fidan.

Medlem af det tyrkiske parlament for det pro-kurdiske parti BDP, Ertugrul Kürkcü var kommet fra Tyrkiet for at deltage i receptionen. Han fortalte om fejringen af Newroz i Nordkurdistan sidste år. Dengang gav de tyrkiske myndigheder ikke lov til at fejre nationaldagen, hvorfor Kürkcü og hans kollegaer, der insisterede på at fejre Newroz, blev mødt med vandkanoner og tåregas.

“Jeg troede, at jeg som politiker havde immunitet, men fik lov at smage gassen,” sagde Kürkcü.

Han oplyste, at de tyrkiske myndigheder fængsler kurdiske politikere og intellektuelle, men at staten har indset, at man er nødt til at forhandle med kurdernes repræsentanter efter at kurdiske aktivister gennem deres kamp har presset staten til sådan en erkendelse.

“Jeg vil takke alle de modige kurdiske aktivister, der har kæmpet for deres rettigheder.”

Efter taler var der folklore ved Koma Zagros og musik ved Fahri Dag og Alper Sahin.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer