Den kurdiske forening i Aabenraa og Sønderborg har valgt at aflyse Newroz-festen den 21. marts af frygt for Corona-virussen.

Af Deniz Serinci

Egentlig skulle hundredvis af danske kurdere danse traditionel kædedans og høre en række sangere underholde dem på Nyløkken i Aabenraa den 21. marts til Newroz, den kurdiske nationalfest.

Den oprindelige plakat til festen, som nu er aflyst

Den oprindelige plakat til festen, som nu er aflyst

Men det kommer ikke til at ske. For den kurdiske forening i Aabenraa og Sønderborg har valgt at aflyse Newroz-festen den 21. marts af frygt for Corona-virussen.

“I dag afholdt vi et møde i vores forening, hvor folk sagde, at de var bange for at komme til festen af frygt for Corona-virussen,” siger Numan Silêman, medlem af bestyrelsen i den kurdiske forening i Aabenraa, til Jiyan.dk.

“Der kommer normalt mange mennesker til sådanne fester. Flere sagde dog i dag, at de ikke vil komme til festen. Vi tænker på folks sundhed og vælger derfor at aflyse,” tilføjer han.

Newroz-festen i Aabenraa var arrangeret af den kurdiske forening i Aabenraa og Sønderborg. Kurdere i de to byer kan dog sagtens tage til Newroz-fester i andre byer, fastslår Numan Silêman.

Corona-virussen har sit epicenter i byen Wuhan i Hubei-provinsen i Kina. Siden har den spredt sig til store dele af verden, inklusive i Danmark, hvor tre personer hidtil er bekræftede smittede.

På verdensplan er 2.924 døde, mens 85.187 er bekræftet smittede. 39.545 er blevet raske igen, ifølge tal fra Videnskab.dk

FN’s verdenssundhedsorganisation WHO erklærede i sidste måned virussen for en ‘international nødsituation’.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer