AKP har haft absolut flertal i otte år. Hvorfor har de ikke gennemført store reformer? spørger den dansk-kurdiske politiker Lars Aslan Rasmussen, der opfordrer til boykot på søndag.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne og har kurdiske rødder.

På søndag skal Tyrkiets befolkning til folkeafstemning og tage stilling til den AKP regeringens reform af den nuværende forfatning fra 1982. Kurderne bliver ikke nævnt i den nye forfatning, ligesom de heller ikke bliver det i den nuværende forfatning.

Men AKPs ændringer betyder også, at domstolene vil overgå til civilt styre og at de tidligere kupmagere fra 1980 kan retsforfølges.

Tusinder af børn i fængsel i AKPs tid
Men ifølge Lars Aslan Rasmussen er der tale om et blufnummer og såkaldte skinreformer fra AKPs side, som derfor bør boykottes.

“AKP har i otte år haft absolut flertal i parlamentet – hvorfor har de ikke for længe siden gennemført store reformer?”

Han medgiver, at AKP har skabt en statskontrolleret kanal på kurdisk, TRT 6 og andre tiltag.

“Men vi skal ikke glemme, at det er under AKPs regeringsledelse i Tyrkiet, at tusinder af kurdiske børn er blevet fængslet, at et demokratisk valgt parti, DTP, er blevet lukket og at aleviernes rettigheder er blevet begrænset,” siger han.

AKP vil forpeste Tyrkiet med religion
Flere tilhængere af AKPs forfatning har påpeget, at det magtfulde tyrkiske militærs rolle bliver begrænset i forhold til eksempelvis domstolene, såfremt AKP opnår flertal på søndag.

“Det er fint nok, at domstolene kommer ud af militærkontrol. Desværre tror jeg blot at AKP gerne vil have dem under deres egen kontrol, så de kan forpeste Tyrkiet med deres religiøse agenda,” siger Lars Aslan Rasmussen.

Han hæfter sig også ved, at AKP ikke ønsker at ændrer det tyrkiske valgsystem, hvor der er en spærregrænse på 10% for at komme ind i parlamentet.

“Et opgør med dette udemokratiske valgsystem er sjovt nok ikke en del af reformpakken.”

Lars Aslan Rasmussens råd til vælgerne i Tyrkiet på søndag er derfor ikke så overraskende, at de skal blive hjemme og boykotte.

“Ved at deltage i folkeafstemningen om de såkaldte reformer, legitimerer man bare AKPs sæbeopera,” slutter den socialdemokratiske politiker af.

Kommentér via Facebook

kommentarer