30 ezidi-kvinder og børn er sluppet fri fra IS-militante i Tal Afar i Mosul-provinsen.

Mindst 30 kurdiske ezidier, herunder syv kvinder og 20 børn, blev hjulpet af en muslimsk familie til at flygte fra Tal Afar-distriktet i går aften, ifølge en peshmerga-embedsmand Ramazan Nasri.

Flygtningene er ved godt helbred og bliver ifølge Nasri beskyttet af peshmerga-styrkerne.

Eziderne er efter sigende tidligere beboere i Kocho-landsby nær Shingal-bjerget. Kocho var i august scene for en bestialsk massakre, hvor beboere blev stillet over et krav fra IS om at konvertere til islam. Da de nægtede, blev mændene henrettet.

I august 2014 stormede IS ind i bla. Shingal og truede tilhængere af ezidi-religionen – en af Iraks ældste minoriteter – med udryddelse. I en uge måtte titusinder ezidier tilbringe tiden på toppen af Shingal bjerget uden vand og mad. Omkring 100 bukkede under og døde, samtidig med at tusinder af ezidi-piger blev kidnappet af IS.

Iraks menneskerettighedsminister Mohammed Mahdi oplyste, at ”5000 kurdiske ezidier er blevet kidnappet af IS og solgt på slavemarkeder. Endvidere er tusinder [ezidier] blevet dræbt.”

Også Rashida Manjoo, FN’s menneskeretskommissærs særlige udsending for vold mod kvinder, bekræftede overfor Politiken, at mange af pigerne er ”blevet seksuelt misbrugt og kvinder er blevet overdraget eller solgt til IS-krigere som slaver.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer